Frederiksberg Kommune mangler boliger til sine flygtninge og vil derfor placere 112 af dem midlertidigt i Valby i København. Det synes integrationsborgmesteren i København er »tudetosset« og »usolidarisk«.

Der er ikke nok ledige boliger til flygtninge på Frederiksberg, og derfor vil den lille konservative kommune nu lade 112 af sine flygtninge flytte ind i nabokommunen København. Det blev besluttet i socialudvalget mandag.

Det drejer sig om over halvdelen af de 173 flygtninge, Frederiksberg skal modtage i 2016, og ejendommen på Centerparken 2-4 i Valby i Københavns Kommune, som Frederiksberg har en lejekontrakt med, var ikke kommunens førsteprioritet.

»Men vi må erkende, at vi i Nordens tættest bebyggede kommune har sparsomme muligheder. Dét her er én af dem. Et alternativ ville være pavilloner. Jeg synes, det giver bedre mening, at placere flygtninge midlertidigt i gode, ordentlige værelser i en eksisterende bygning frem for at bygge pavilloner, som koster kassen,« siger formand for socialudvalget i Frederiksberg Kommune, Pernille Høxbro (K).

I stedet skal ressourcerne sættes ind på at skaffe flere varige boliger til flygtninge - som selvfølgelig kommer til at ligge i Frederiksberg, siger hun.

Fuldt lovligt

Det er helt inden for lovens rammer, at Frederiksberg Kommune placerer sine flygtninge uden for kommunegrænserne - så længe det er midlertidigt. Men Valby huser allerede de flygtninge, som Københavns Kommune, har modtaget i år. De har til huse på Ottiliavej godt 2 kilometer fra Centerparken, og derfor er det »tudetosset«, at Frederiksberg også vil placere sine flygtninge i netop den bydel, mener integrations- og beskæftigelsesborgmester i København Anna Mee Allerslev (R).

»Jeg synes, det er ekstremt usolidarisk, at så rig en kommune ikke tør finde løsninger inden for sine egne kommunegrænser, men at man i stedet skubber sit politiske problem over på en bydel, som i forvejen har gjort et kæmpe arbejde i forhold til at løfte integrationsindsatsen i Københavns Kommune. Det er mangel på politisk mandsmod,« siger Anna Mee Allerslev.

At ordningen er lovlig kom bag på integrationsborgermesteren. Hele intentionen i den kommunale kvotefordeling, som handler om, at flygtninge spredes på tværs af landets kommuner efter sindrige modeller, er netop at undgå de ghettodannelser, vi har været vidne til i mange vestegnskommuner.

»Derfor synes jeg det er hamrende usolidarisk af Frederiksberg. Det er synd for Valby, som har klaret det så fint, fordi der netop er balance i antallet af flygtninge. Og det er synd for de nye borgere, som ikke bliver spredt ud mellem danskere. Det er så kontroversielt, at jeg vil opfordre regeringen til at se på, om det virkelig lever op til lovens intentioner,« siger Anna Mee Allerslev.

Også internt i Frederiksberg Kommune er der kritik af beslutningen.

»Vi mener, man er ved at skabe en flygtningeghetto og synes det er lige friskt nok at eksportere flygtninge over kommunegrænsen,« siger Stine Heltberg, der er rådmand for Socialdemokraterne på Frederiksberg.

Hun mener i stedet, at man burde gå videre med ideen om at give tilladelse til at folk kan bygge venligboliger i deres haver og gårdlag. Der har også været på tale at bruge en ledig byggegrund tæt på Zoologisk Have til at bygge midlertidige fleretagepavilloner, der kan huse både flygtninge og studerende. På den måde vil man løse et boligbehov - og få en integrationsgevinst, mener Stine Heltberg.

Det vil ganske vist ikke løse hele boligbehovet, erkender den socialdemokratiske rådmand. Og der vil stadig være behov for alternative indkvarteringer til en del flygtninge. Frederiksberg Kommune er en af de kommuner, hvor der er absolut færrest ledige byggegrunde og hvor udfordringen med at finde boliger er størst.

»Men det var en chance for at prøve noget nyt, som man forspilder,« siger Stine Heltberg.

Høxbro: København skal blande sig udenom

Formand for socialudvalget, Pernille Høxbro (K) understreger, at der ikke er tale om nogen hovsaløsning. Ideen om at bruge lokalerne i Valby har været en del af planen siden marts. Og en, som et flertal i kommunalbestyrelsen har blåstemplet.

»Nu er Socialdemokraterne så imod, fordi de er enormt begejstrede for ideen om venligboliger. Det synes vi andre også er en fin ide. Den løser bare ikke den konkrete udfordring. Og vi synes altså, det giver bedre mening at bruge borgernes penge på at opføre flere varige almene boliger i stedet for at bygge midlertidige pavilloner, når der faktisk er en reel, god og lovlig mulighed her,« siger hun.

Anna Mee Allerslevs kritik mener Pernille Høxbro skyder helt forbi målet. Hele integrationsindsatsen af de 112 Frederiksberg-flygtninge kommer stadig til at foregå i Frederiksberg Kommune. Og de flygtninge, der bliver placeret midlertidigt i Valby, bliver naturligvis rykket tilbage til Frederiksberg i takt med, at man skaffer varige boliger.

»I modsætning til København har vi faktisk modtaget flygtninge i flere år. Så jeg synes ærlig talt, at de skal fokusere på at tage sig af deres egne flygtninge. Så skal vi nok gøre det, vi mener er bedst for vores,« siger Pernille Høxbro.