____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Hvem overvåger overvågerne? Det spørgsmål stiller den tidligere politibetjent og aktivist Lars Kragh Andersen på en t-shirt, han selv har designet og nu sælger fra sin hjemmeside. Med hvid skrift på en sorte t-shirt står der 'Who watches the watchmen' henover et billede af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Og så har han trykt hendes cpr-nummer lige nedenunder. 

Bag t-shirten er der en helt bevidst idé, fortæller Lars Kragh Andersen til bt.dk.

- Jeg sælger dem, så ganske almindelige mennesker kan vise deres modstand imod det politiske system og de politiske magthavere, siger Lars Kragh Andersen og fortsætter:

- Politikerne har igennem meget lang tid overvåget og chikaneret danskerne gennem en mere og mere magtfuld stat, og det er folk ved at være trætte af. Jeg vil puste til politikerleden, for af den udspringer ægte frihed.

Lars Kragh Andersen blev kendt som 'frihedsaktivisten', da han lagde to ministres personnumre på nettet, nemlig Helle Thorning-Schmidts og forsvarsminister Nikolai Wammens (S). Den offentliggørelse gjorde, at han lige efter at have optrådt i 'Go'morgen Danmark' den 20. juni blev anholdt og afhørt af politiet. Han blev senere løsladt igen.

Det holder ham dog ikke fra at offentliggøre statsministerens cpr-nummer igen, denne gang på en t-shirt.

- At sælge t-shirts med statsministerens cpr-nummer gør, at folk alene med deres påklædning kan udøve civil ulydighed imod vores alt for magtfulde politikere. Det er en slags 'civil ulydighed light', fortæller Lars Kragh Andersen.

Og der har været stor interesse for hans t-shirts, som der indtil videre er solgt omkring 40 af. Men selvom de kan vise sig at være ulovlige at sælge med cpr-nummeret til offentlige skue, er det ikke noget, der får Lars Kragh Andersen til at stoppe.

- Som aktivist med fokus på individuelle frihedsrettigheder, skal man være villig til at løbe en risiko, så nej, jeg er ikke bange for konsekvenserne. Nogle gange er lovligt og ulovligt ikke det samme som rigtigt og forkert, siger han og forklarer, at hans mål er at give politikerne lidt af deres egen medicin.

- Når civilbefolkningen nægtes privatliv gennem massiv overvågning, skatte-razziaer og totalkontroller, er det heller ikke rimeligt, at politikerne skal have privatliv.