En gruppe franske champagne-bønder vil forbyde salget og markedsføringen af den danske Champagnebrus. Frisko tager henvendelsen alvorlig, men er overbevist om, at de kan blive ved med at sælge og markedsføre deres ikoniske is.

»Både forbrugerne og vi er ret sikre på, at vi kan fastholde Champagnebrusen. Vi har haft den registreret siden 1975, og det er før sket, at man har lavet en lovgivning omkring ophavsret på geografi,« siger Henrik Nyboe, der er head of marketing i Frisko Danmark.

Frisko har endnu ikke fået nogen henvendelse fra gruppen af bønder, der kalder sig Bureaux du Champagne, men forsikrer deres forbrugere om, at de vil kæmpe for at beholde navnet på den populære is med sportssmag og chokoladeovertræk på toppen.

»Vi er stolte over vores ikoniske Champagnebrus, som har været markedsført og solgt i Danmark siden 1950. Derfor vil vi kæmpe for vores ret til at fastholde navnet Champagnebrus, som de fleste danskere kender den,« siger Henrik Nyboe.

Franskmændene vil ifølge Metroxpress have Champagnebrus forbudt, fordi den ikke stammer fra Champagne-distriktet i Frankrig.

Betegnelsen Champagne har været et beskyttet varemærke siden 1891 og bruges om vine fra Champagne-distriktet.

I München i Tyskland blev isen Champagne-sorbet forbudt at sælge i Aldi, efter Bureaux du Champagne åbnede en retssag mod discountkæden.

Hvis champagne-bønderne får medhold i deres sag, kan samme skæbne overgå Champagnebrusen, men kun hvis EU og Fødevarestyrelsen stiller sig på franskmændenes side.

På Facebook er der åbnet en side - Bevar Champagnebrusen - til støtte for isen, og fredag eftermiddag er antallet af deltagere 1.253.