Der er en risiko, når lærere med ens værdigrundlag fører tilsyn på hinandens friskoler, erkender formanden for Dansk Friskoleforening. Proceduren bekymrer ham dog ikke. Det gør ministerens varslede stramninger til gengæld.

Børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørbys (V) varslede stramninger af reglerne for danske friskoler kan få store konsekvenser for friskolernes autonomi. Det mener formand for Dansk Friskoleforening Peter Bendix Pedersen, der er »overrasket« over ministerens holdning.

Det er specifikt tilsynet med friskolerne, som ministeren vil sætte under lup efter at en rapport har afsløret, at uvildigheden i tilsynene på skolerne ikke er god nok. Det skriver Jyllands-Posten.

Det skyldes for eksempel, at det mange steder er lærere fra skoler med samme værdigrundlag, der fører tilsyn med hinandens skoler.

»Jeg er selvfølgelig bekymret for, at ministeren ønsker at stramme tilsynet (på friskolerne, red.), for det her er jo en af frihedsrettighederne i at kunne etablere en fri skole,« vurderer Peter Bendix Pedersen.

De nuværende regler for tilsynet med friskolerne blev vedtaget i 2012, hvor det blev besluttet, at de tilsynsførende skal være certificeret af ministeriet. Det er forældrebestyrelsen på den enkelte friskole, der vælger, hvem der skal være tilsynsførende på skolen.

Og det nuværende system fungerer ifølge friskoleformanden godt.

Spørgsmål: Så du ser ikke et problem i, at eksempelvis kristne lærere er tilsynsførende på kristne friskoler og forstandere på Rudolf Steiner-skoler fører tilsyn på andre Rudolf Steiner-skoler?

»Det her handler selvfølgelig også om armslængdeprincip og hvor tæt, man er på det, man skal føre tilsyn med. Det er klart, at der selvfølgelig kan være en risiko. Men omvendt må man sige, at der er en skabelon at gå ud fra, når der er krav om, at man skal være certificeret,« siger Peter Bendix Pedersen, der understreger, at han har tillid til systemet, som det er i dag.

»Jeg synes jo, at systemet er godt, som det er. Der er et tilsyn, og hvis man vil stramme det, der er, kommer vi ud i en situation, hvor man kan begynde at diskutere, om vi kan blive ved med at bevare vores frihed,« siger han.