Søndag skrev en mor i vrede og frustration en opfordring til danske forældre på sin Facebook: Børn skal vaccineres for mæslinger, og det kan kun gå for langsomt.

Moren, Dina Julin, havde mistanke om, at datteren havde fået sygdommen. Det viser sig nu ikke at være tilfældet.

Læs også:

Torsdag fastslår embedslægen nemlig, at der ikke er tale om mæslinger. Det skriver Egedal Forum, en informationsside for beboere i Egedal Kommune, hvor moren og datteren bor.

Dina Julins opslag på Facebook er blevet delt flere end 45.000 gange, og i opslaget skrev den bekymrende mor blandt andet:

»Hvad er det for en verden, vi lever i? Jeg er så harm indeni, at jeg både kunne skrige og græde på samme tid. Slå øjnene op og erkend, vi lever i 2015, hvor lægevidenskaben er nået SÅ langt, deres arbejde er IKKE for sjov skyld. Få jeres børn vaccineret NU!!«

Dina Julin forklarede søndag til BT, at hun med sit opslag ville gøre folk beviste, om de konsekvenser det har, når nogle vælger ikke at få deres børn vaccineret med MFR-vaccinen, der virker mod mæslinger.

»Jeg forstå ikke, at nogle sætter sig imod resultaterne af mange års forskning. Det virker fuldstændig idiotisk. Det handler ikke kun om konsekvenser for de, der vælger det fra, men om så mange andre mennesker, der bliver påvirket af deres beslutning«, sagde Dina Julin til BT.

BT har forsøgt at få en ny kommentar fra Dina Julin, men dette har ikke været muligt.

Læs også:

Sidste år fik 27 danskere diagnosticeret børnesygdommen mæslinger. Symptomerne herpå er feber, forkølelse, overfølsomhed for lys og rødt udslæt på kroppen.

Ifølge Staten Serum Institut er dødeligheden for mæslinger 1 ud af 2.500-12.000.

Tal fra Statens Serum Institut viser desuden, at knap to ud af ti børn ikke får MFR-vaccinen, og hvis mæslinger skal udryddes, kræver det, at 95 procent af en børneårgang bliver vaccineret.

I meget sjældne tilfælde kan MFR-vaccinen give hjernebetændelse.