En dag i 1958 blev den 13-årige Georg Metz og den jævnaldrende Mogens Lykketoft enige om, at de skulle drikke sig fulde, og det kom til at betyde et møde med asfalten for Georg. Læs også her om Georg Metz evner som tegner og hvordan han som vært på TV-Avisen i 80erne blev beskyldt for at være rød lejesvend.
Georg Metz
Georg Metz (født 22. december 1945) er en dansk journalist, redaktør, kommentator, forfatter og foredragsholder. Han arbejdede 1969–1988 på Danmarks Radio, på Radioavisen og som studievært og redaktør på TV-Avisen. I 1994–1996 var han chefredaktør på Dagbladet Information, hvor han nu er lederskribent, anmelder og kolumnist. Han anmelder især bøger om historie og opera.
Gyldne konvekser
Jeg blev født i 1945 og sidder her med familiens lejlighedsvise barnepige og min bror. Ida var et elskeligt menneske, som havde været husbestyrerinde hos min farfar, der var grosserer og enkemand. Han levede et komfortabelt liv, og handlede med en ting, som man vistnok kun kan se et sted i dag. nemlig de "gyldne konvekser". Guldbogstaver, som man klæbede på butiksvinduer. Dem har de stadig hos Perchs Thehandel. Vi boede først i Frederiks 6’s allé, siden på Gammel Kongevej på Frederiksberg. Min far var direktør i Landbrugsministeriet med særligt ansvar for fødevarerne, velsagtens en slags forløber for Fødevarestyrelsen eller dele af den. Også som dreng tegnede jeg meget og var god til at underholde mig selv. Min bror gjorde meget for mig, var meget hengiven. Det er snart længe siden han døde, trist. Han var ingeniør og forskede i metaltræthed.
Så i en gipsform
I de tidlige år spillede jeg klaver, men jeg fik desværre en rygskade, der betød, at jeg måtte stoppe. Det var sådan, at jeg fremstillede kulisser tre år i træk til skolens teaterforestilling, det tog meget af min tid, og til en forestilling kom jeg til skade, da jeg lavede et forkert løft ved et hurtigt sceneskift. Jeg måtte også ligge i en gipsform i lange tider, for at rette op på elendigheden. Jeg gik på Thorvaldsens skole og siden Frederiksberg gymnasium, men der blev jeg stort set smidt ud, bla. fordi jeg var utilpasselig over for flere af lærerne; dum og doven. Jeg kunne ikke li' at være på den skole, jeg var helt forkert på den, det var for mig som i Scherfigs skole med Lektor Blomme. Jeg gik derfor ud af skolen og tog alle fag på et par år på studenterkursus. I fritiden var jeg i øvrigt og blandt andet chauffør for et dametøjfirma på Østerbro, hvor jeg næsten senere kom til at bo.
Man skal ville det hele tiden
Jeg tegner altid, når jeg rejser. På den måde er ventetiden en gave, som her, hvor jeg sad og ventede i en flyvemaskine. Det, at jeg tegner, har jeg aldrig gjort så meget ud af, man skal jo ikke brede sig over for meget. Jeg tegner helst i småformater, det giver en intensitet i farverne og form. Måske nogen mener, jeg burde tegne noget mere. Grunden til at jeg aldrig har valgt at blive tegner er, at mit talent sikkert ikke er stort nok, selv om jeg da kan noget. Men man skal ville det hele tiden, og jeg var i sin tid mere interesseret i at blive journalist og fortælle ting og sager. Dette har jeg siden supleret med et faktisk ret omfattende forfatterskab både i fiktion og faglitteratur.
Vermouth sikrede første brandert
Det er Mogens Lykketoft øverst til højre og jeg sidder nederst til venstre. Vi gik på Frederiksberg gymnasiums skole i 1958. Jeg har altid sat meget stor pris på Lykketoft. Jeg var klar over, at han var noget særligt; højt begavet, og et gennemført ordentligt menneske, også som dreng. Vi er egentlig nærmere hinanden nu, end vi var dengang, men vi lavede dog et par numre af skolebladet Pro Cetera sammen. Det handlede om filosofi, Villy Sørensen og Bela Bartoks musik. På et tidspunkt gik det op for Lykketoft, at vi aldrig havde prøvet at være fulde, det måtte vi hellere få ordnet. Vi indkøbte vermouth og jeg kan ikke huske meget andet end, at da jeg gik hjem rejste Gammel Kongevej sig og slog jeg min pande. Når jeg i dag drikker Vermouth, får jeg stadig erindringen retur. Dog uden at blive slået i panden.
Bostrup, Kühlmann og Terkelsen
Jeg kom på radioavisen som medhjælper i starten af 70’erne, hvor jeg hev telegrammer af maskinerne. Lidt efter lidt blev jeg journalist og kommentator, mens jeg studerede. Jeg fik ikke en journalistisk uddannelse, det blev the hard gammeldags way, hvor jeg begyndte med at læse radioavisen højt, og efter nogle år i kulturafdelingen kom jeg med et brag til TV-avisen og blev politisk medarbejder i et par år og siden studievært i ti år - 1977 til 1987. DR var dengang et monopol, og det var vi klar over, og derfor gjorde vi os umage med at bringe relevante historier. Det var faktisk ret svært at lave den skide TV-avis, men vi havde det ret sjovt, og det var lykkelige år. På billedet står jeg med bla. andre Sten Bostrup og Line Kühlmann og de øvrige gode, daglige kolleger, jeg savner. Jeg har altid haft den opfattelse, at fordi man indfører konkurrence i medierne betyder det ikke nødvendigvis at kvaliteten bliver højere. Ikke fordi jeg er i mod konkurrence, men fordi der er én, der laver leverpostej et sted, og en anden laver det et andet, får du ikke nødvendigvis bedre leverpostej. Det er simpelthen overto. Vi blev kaldt røde lejesvende, og det er noget af det mest åndssvage, jeg har været udsat for. Min chef Hans Morten Rubin var Venstre-mand, redaktionschefen, var også venstremand og det samme var Hans Bischoff. Og Ulla Terkelsen kunne ikke få kongestof nok. Hvis man er en ordentlig journalist, er man jo kritisk, og det blev ofte forvekslet med at være venstreorienteret. Det rene vrøvl.
Mordet på Olof Palme i 1987 var nok det værste, vi oplevede, og det var svært at formidle en så tragisk historie. Jeg var bevæget og fascineret af Palme, som jeg havde mødt personligt en enkelt gang. Efter den Søndagsavis, hvor vi behandlede mordet, fik jeg en skidtspande i hovedet af de to præster, Krarup og Langballe, som senere blev en del af Dansk Folkeparti. De beskrev i Jyllandsposten Olof Palme som en forfærdelig person, og det nærmest var en stor lykke, at han var blevet slået ihjel. Det kom virkelig bag på mig. Jeg kunne ikke begribe, at man ikke kunne være berørt af denne begivenhed.
Jeg inhalerede
Dette billede er fra Lars Bjørnsstræde en meget lille lejlighed på 40 kvm hvor jeg boede fra jeg var 24 år, mens jeg var på radioen og læste historie på Københavns Universitet. Jeg var ikke selv blomsterbarn, men jeg kan ikke sige som Clinton, at jeg ikke inhalerede, når vi røg hash. Men jeg kunne nu bedre li' at være klar i bolden. Jeg er fornylig flyttet fra København i sommerhus, som jeg har om- og udbygget, da jeg har mange bøger. Der var faktisk 12.000 bind - jeg måtte smide halvdelen ud.
Familien for 28 år siden
Her var familien samlet i gården i Holsteinsgade på Østerbro i 1987. Mine børn er jo meget voksne efterhånden, min datter er gift italiensk og bor i Rom, min søn arbejder på at blive filminstruktør. Jeg har selv være i branchen som Statens Filmkonsulent fra 1989 til 1993, hvor jeg gav grønt lys for mange film, en af dem jeg var glad for var Lone Scherfigs film Kajs fødselsdag. Men skåner min søn for gode råd.
