Det skal være slut med at være stavnsbundet til én bestemt tv-udbyder, som det er tilfældet for omkring 650.000 husstande i Danmark.

Regeringen vil nemlig afskaffe de fælles tv-forsyninger, så danskere i boligforeninger frit kan vælge det tv-selskab, som passer dem bedst, skriver DR Nyheder.

Eksempelvis er mange lejere og andelshavere i dag tvunget til at være betalende kunder hos foreningens tv-udbyder, selv om de ikke har behov for det.

Det vil kulturminister Marianne Jelved (R) nu sætte en stopper for.

Læs også:

»Der er en stigende efterspørgsel fra borgere, der føler sig provokeret til at vælge en pakke, som nogen andre har bestemt. Det er en stigende irritation, der begyndte for år tilbage - derfor er det politik vilje til at se på, om vi kan gøre det på en anden måde,« siger kulturminister Marianne Jelved (R) til DR Nyheder.

Hvis det bliver gennemført, betyder det, at alle boligejere har frit tv-valg, og det vil forbedre konkurrencen – og dermed prisen – markant, siger medieforsker og lektor Henrik Søndergaard til BT:

»Når folk ikke længere er bundet af gamle kollektive aftaler og i stedet frit kan vælge, så bliver der mere konkurrence og formentlig også lavere priser. I dag er man på herrens mark, hvis selskabet sætter prisen op, fordi man er bundet til deres produkt,« siger lektor Henrik Søndergaard fra Københavns Universitet.

Ifølge en undersøgelse, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har lavet, vil initiativet give lejerne en samlet besparelse på 68 millioner kroner. I gennemsnit svarende til 149 kroner om måneden per husstand.

»De forbrugere, som vælger nogle mindre pakker, andre udbydere eller slet ingen, de kan spare penge. Men sandsynligvis vil de resterende i boligforeningen komme til at betale lidt mere, hvis de vil bevare det, som de hidtil har haft,« siger Henrik Søndergaard.