Så er der godt nyt til de mange desperate dyrekort-samlende børn - og måske især deres forældre. Dyrekort-kampagen bliver forlænget.

De populære dyrekort, der for tiden udleveres i Føtex, Bilka og Salling, har været genstand for megen medieomtale.

Det er nemlig væsentlig sværere at få indsamlet alle kortene til samlehæftet Animal Planet Ocean, fordi der i år - til forskel fra sidste år, hvor en lignende kampagne kørte - er en række mere sjældne specialkort. Det mente en mor i hvert fald, der indberettede sagen for Forbrugerombudsmanden.

Men nu er der godt nyt for de dyrekort-samlende børn og deres meget engagerede forældre. Kampagnen, der ellers skulle været sluttet på fredag d. 8. maj, er netop blevet forlænget nogle dage. Sidste dag er nu onsdag d. 13. maj. Det bekræfter Dansk Supermarked overfor BT.

»Vi forlængede også kampagnen under den første dyrekort-kampagne sidste år. Vi satte med vilje kampagneperioden lidt konservativt for ikke at risikere at løbe tør,« forklarer Mads Hvitved Grand, der er pressechef i Dansk Supermarked.

Han afviser, at den store mediebevågenhed skulle have haft en betydning for forlængelsen af kampagnen.

Man kan dog være uheldig, at ens foretrukne indkøbssted er løbet tør for de populære kort - de udleveres kun så længe lager haves. Mads Hvitved Grand afviser dog at skulle have hørt om butikker, der er løbet tør for kort.