____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Skandale ryster Greenpeace International. En medarbejder fra miljøorganisationen hovedkontor i Amsterdam har tabt 28,3 mio. kr. på valutaspekulation. En del af pengene kommer fra danske støttebidrag. Medarbejderen er nu blevet fyret.

- Det er meget beklageligt, at en menneskelig fejl og et svigt i de interne procedurer har medført tab af de penge, som privatpersoner fra hele verden har betroet Greenpeace. Jeg vil meget gerne bruge denne lejlighed til at undskylde overfor også vores danske bidragsydere, udtaler Lone Buchardt, fundraisingchef i Greenpeace i Danmark, i en pressemeddelelse.

Greenpeace afviser, at finansmedarbejderen forsøgte at berige sig selv. Ifølge Greenpeace har medarbejderen 'uden succes og i strid med de interne retningslinier satset på kurssikring'.

- Det handler hverken om egen vinding eller korruption. Der er simpelthen tale om en menneskelig fejl, står der i meddelelsen.- Vi tager sagen med de forfejlede økonomiske dispositioner meget alvorligt. Den person, der har foretaget den her dårlige beslutning, er blevet opsagt, og en ekstern revisionsvirksomhed er i gang med at lave en omfattende, uvildig undersøgelse af, hvad der gik galt og komme med råd til at sikre, at det ikke kan ske igen, siger Lone Buchardt.