Danmark får snart en ambassadør for rumfart. Journalist Lars Henrik Aagaard fortæller om sit første møde med Andreas Mogensen, Danmarks første astronaut.
Første gang, jeg mødte Andreas Mogensen, var på et pressemøde i Tycho Brahe Planetarium for over seks år siden, hvor han blev præsenteret som Danmarks første astronaut. Sammen med fem andre var han udvalgt blandt op mod 10.000 konkurrerende ansøgere fra hele Europa.
Han gjorde et glimrende indtryk: Høflig, meget smilende og som uddannet rumfarts-ingeniør yderst vidende om de tekniske aspekter af rumfart.
Men den dengang 32-årige mand virkede også på en eller anden måde lidt kejtet, nærmest nørdet. Hvorved der dannede sig tvivl i mit sind om, hvorvidt han ville være den enorme opgave og udfordring voksen.
Læs også:
Læs også:
At være astronaut handler ikke udelukkende om at have en forbilledlig fysik, en stærk psyke samt om at være hurtig til at tilegne sig kompleks viden.
Det handler også om fremtoning eller karisma, om man vil. Som astronaut i en lille nation som Danmark er man, om man kan lide det eller ej, en omvandrende ambassadør for rumfart. I dette tilfælde europæisk og dansk rumfart.
Man skal være i stand til talrige gange at stille op over for hundreder af skole- og gymnasieelever og levere fængende rumforedrag for dem. Man skal kunne optræde i radio og TV og i den sammenhæng forstå, at rumfart skal formidles, så selv dem ude på de yderste TV-rækker kan forstå, hvad det handler om.
Og så skal man være mentalt forberedt på, at man som udvalgt ESA-astronaut risikerer at komme til at henslæbe op til 14 år på at få en tur op i rummet. Hvilket den svenske og foreløbig eneste skandinaviske rumrejsende, Christer Fuglesang, måtte erfare med voksende latterliggørelse til følge. Indtil han til sidst strøg til himmels – og blev noget nær nationalhelt. Jeg var i tvivl om, hvorvidt Andreas Mogensen kunne håndtere hele denne offentlige side af sagen: Presset, rampelyset, formidlingsevnen.
Læs også:
Læs også:
For i bund og grund lignede han, undskyld mig, en lidt forkælet Charlottenlund-dreng, der var blevet båret hele vejen igennem ungdomslivet med international privatskole og dyre udenlandske universitetsophold.
Men hold da op, hvor har jeg taget fejl, ikke af hans baggrund, men af hans evner til at repræsentere Danmark og europæisk rumfart. Sjældent har man set nogen vokse så meget med opgaven.
I slutningen af marts i år var jeg sammen med fotograf Asger Ladefoged på besøg på ESAs astronauttræningscenter lidt uden for Køln i Tyskland. Formålet var at få indblik i Andreas Mogensens træningshverdag samt, naturligvis, interviewe ham om den forestående mission.
ESAs kommunikationsfolk havde imidlertid kun bevilget os 30, maksimalt 45 minutter i enerum med deres danske astronaut. Men da det kom til stykket, gav Andreas Mogensen, fuldstændig afslappet og med den største selvfølgelighed, os tre timer til at snakke med ham om næsten alle tænkelige aspekter af jobbet og missionen.
Det gjorde os ikke bare taknemmelige. Da samtalen var slut, stod vi også tilbage med billedet af en dybt professionel mand, der hviler fuldstændig i sig selv, og som i den grad er sin højrisikable og næsten ubegribeligt udfordrende opgave voksen.
Som han lakonisk udtrykte det, da vi spurgte ind til hans forventede reaktion, når næsten 300 ton raketbrændstof bliver antændt under ham, og han begynder at stryge mod rummet med sine to medkosmonauter i den snævre Soyuz-kapsel:
»Pulsen stiger nok en smule.«
Alligevel var han ydmyg over for opgaven. Der var stadig mange ting at lære, mente han, ligesom han udtrykte stor respekt over for mere erfarne astronautkolleger med ofte adskillige måneders rumrejse bag sig.
På samme måde var der ingen stress at spore, knap nok irritation, da han onsdag i denne uge fik definitiv besked om, at han kommer til at bruge hele 51 timer på rejsen op til Den Internationale Rumstation frem for de oprindeligt planlagte seks timer. Hvilket kan få den konsekvens, at han kun får otte i stedet for ti dage oppe på rumstationen før den dramatiske hjemrejse.
»Det er selvfølgelig ærgerligt,« sagde han i telefonen fra opsendelsesbasen i Kasakhstan. Hvorefter han straks forsøgte at vende det til noget positivt: At rejselængden vil gøre rumrejsen derop mindre hektisk.
Den nu 38-årige astronaut får sin første rumrejse næsten på femårsdagen for starten på sin astronautuddannelse. Det er hurtigt – og næppe nogen tilfældighed. Under besøget i Køln sagde chefen for astronautcentret, belgieren Frank De Winne, at »Andy«, som han kaldes, er »fantastisk i et team« og »lynhurtig til at tilegne sig ny viden.«
Det er sandsynligvis også derfor, at man har turdet give Mogensen en ekstraordinær hård udfordring, nemlig at arbejde koncentreret 15-16 timer i døgnet oppe på rumstationen med videnskabelige eksperimenter og andre krævende opgaver.
Det er langt mere, end andre astronauter udsættes for, og har dermed karakter af en regulær spurt i rummet. Tilmed i en tilstand af vægtløshed, som den danske rumpioner ikke har nogen større erfaring med, ud over fra kortvarige oplevelser i specialfly.
Men heller ikke det ser på nogen måde ud til at genere Andreas Mogensen. Tværtimod glæder han sig, ikke som et barn, men som en fokuseret og dybt professionel voksen, til den enestående oplevelse, der tager sin begyndelse tidligt onsdag morgen.
Han er ganske klar over, at hvis han gennemfører sin krævende spurt i rummet til alles tilfredsstillelse, vil han have en rigtig god chance for at komme på en ny og væsentligt længere mission til rumstationen.
Herfra er der kun tilbage at ønske Andreas Mogensen, den mest værdige danske astronaut, man kan forestille sig, held og lykke med Rumrejsen år 2015. Du er tidens danske helt.
