45-årige Moutassem flygtede til Danmark for halvandet år siden. Savnet af hans kone og datter gør det svært at koncentrere sig om integrationen.
»I love you« står der skrevet på en lille lyserød bamse, der hænger over en gammel radio. Der er bamser og børneportrætter i det lille værelse på asylcentret, men der er ingen børn.
»I miss you,« siger den store mand med hestehalen ud i rummet til sin familie, som han ville ønske var hos ham.
»Jeg græder mig nogle gange i søvn, og jeg sover ikke godt, for jeg savner dem,« siger han.
45-årige Moutassem er kommet alene til Danmark fra Syrien, som mange mænd før ham. De flygter fra krig og ødelæggelse. De flygter mod Vesten, fordi de har hørt om muligheden for at skabe sig en bedre fremtid. En fremtid, der er bedre end det liv, der blev skudt i stykker af bombefly og maskingeværer.
Men hans kone, Hanan, og datteren Aláa på fire år er stadig 4.000 kilometer væk i Syrien, og derfor er fremtiden svær at overskue. Med sagsbehandlingstider, der nu kan nærmer sig det dobbelte af, hvad de tidligere har været, kan det nemlig vare længe, inden han ser familien igen.
Et afslag betyder, at han vil rejse igen
Moutassem flygtede fra det nordlige Syrien i slutningen af 2014, og nu sidder han i et lille værelse i Roskilde. Vennen Ibrahim byder på kaffe i skrøbelige, små porcelænskopper med blomster. De har begge børn i Syrien, og Moutassem maler et sprogligt billede af deres vanskelige situation.
»Jeg kan ikke se en fremtid. Når jeg kigger frem, ser jeg kun mørke. Der er ingen fremtid for mig, hvis ikke jeg får min familie at se igen.«
Der var ikke råd til at betale menneskesmuglerne for tre personers ulovlige rejse ud af det krigshærgede land. Derfor sidder syreren nu i Danmark og håber på, at hans sag kan blive behandlet hurtigt, så han kan blive genforenet med sin familie.
»Hvis min familie var her, kunne jeg tænke fremad. Men hvis jeg får afslag på familiesammenføring, kan jeg ikke blive her. Jeg kom her for deres skyld. Hvis jeg skulle dø i Syrien, så fint nok. Men jeg flygtede for dem, for mit barn,« fortæller Moutassem.
Han viser billedet af sin fireårige datter, som er baggrundsskærm på telefonen. Den er hans eneste kontakt til familien, som han ringer til, så ofte han kan. Men kontakten afhænger af, om familien kan få internet-adgang, og det er ikke altid, det kan lade sig gøre i det kaotiske land.
På skrivebordet ligger et øvehæfte med titlen »I klasselokalet«, som skal hjælpe Moutassem og de øvrige flygtninge med at lære dansk, så de kan blive en del af det danske samfund.
Det er dog svært for ham at samle sig helt om udsagnsord og egennavne. For det eneste, han kan tænke på, er familie og de farer, de kan være i, hvis de ikke kommer ud af Syrien, før krigen rammer lige præcis deres hus.
»Min krop er her. Men mine tanker og mit hjerte er i Syrien hos min kone og mit barn.«
