Region Syddanmark kræver grænse for lægevagter efter fatal fejl

En praktiserende læge skal ikke kunne tage et ubegrænset antal vagter i lægevagten ved siden af sin almene praksis.

Sådan lyder meldingen fra Region Syddanmark, efter det viser sig, at den lægevagt, der i marts ikke opfangede, at 36-årige Regina Holmegaard fra Glamsbjerg på Fyn havde brug for hjælp, har haft for mange vagter.

»Det er de praktiserende læger, som tilrettelægger lægevagten i Region Syddanmark, og vi må bare konstatere, at den vagtinstruks, der er aftalt med lægerne, ikke har været tydelig nok, siden det her kan forekomme,« siger Per Busk, der er sundhedsdirektør i Region Syddanmark.

Den pågældende lægevagt havde i perioden 1. marts til 29. april 2014 hele 38 vagter på syv til ni timer hos vagtlægen.

»Det er et meget højt niveau af vagter, når man tager hensyn til, at vedkommende også skal kunne passe det daglige arbejde i sin klinik,« siger Per Busk.

Normalen er, at en læge har tre til fem vagter per måned, og nu vil Region Syddanmark have en snak med de praktiserende læger.

»Vi har indkaldt lægerne til samarbejdsudvalget, hvor vi holder møde på mandag, og der regner vi med at få aftalt et passende niveau, hvor der både bliver taget hensyn til, at lægevagten kan bemandes, men hvor der også bliver taget hensyn til en rimelig vagthyppighed,« siger Per Busk.

Regina Holmegaard døde af en blodprop i marts, og det har vist sig, at den vagtlæge, der er blevet kritiseret for at fejltolke 36-årige Regina Holmegaards symptomer på en blodprop, før har fået kritik i en lignende sag.