____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Grill, havetrampoliner og strandliv. Det er alt sammen noget, der i disse glohede dage er med til at sende danskerne på skadestuen i hobetal.

For selv om alle tre ting hver især er elementer i en god dansk sommer for de fleste, så er der rigtig mange af os, der kommer til skade på stranden eller i haven lige nu.



Og så er selve varmen også et problem for mange. Folk glemmer simpelthen at drikke vand nok og bliver indlagt med dehydrering.

Det skriver jv.dk.

- Vi kan tydeligt mærke en ekstra travlhed. Mit skøn er, at vi lige nu har mellem ti og 15 patienter mere om dagen, siger Theresa From-Eriksen, der er klinikleder på akutcentret ved Sygehus Sønderjylland til avisen.

- Vi har folk, der kommer ind med snitskader fra glasskår eller muslinger fra stranden, men vi ser også, at der kommer en del ind med øjenskader efter hobbyarbejde. Det kan være støv og skidt fra havearbejde, eller nogle, der har glemt sikkerhedsbrillerne, når de har arbejdet med en vinkelsliber eller et svejseapparat, siger kliniklederen.

Det varme vejr er også slemt for mange ældre medborgere, som bliver indlagt med dehydrering. 

- Vi har tre-fire ældre dagligt, der kommer ind med dehydrering. Vores opgave er at få fyldt væske på dem gennem blodet og på mere normal vis, siger Christian Jørgensen, der er ledende oversygeplejerske på Læge-og Skadesvagten ved Sydvestjysk Sygehus til Jydske Vestkysten.

TV2 Nyhederne kunne onsdag aften fortælle om et rekordstort antal danskere, der i disse dage fylder op på landets brandsårs afdelinger, fordi de er kommet til skade med grillen.

De ekstra mange ulykker i år skyldes tilsyneladende, at mange er begyndt at bruge bioethanol til at tænde op med. De seneste uger har Rigshospitalet indlagt en patient om dagen med alvorlige brandsår forårsaget af netop bioethanol. Det er cirka en fordobling i forhold til sidste år. Og mange af dem er børn.