HKScan Denmark har ved en rutinemæssig egenkontrol konstateret salmonella i en prøve udtaget af hele kyllinger.

Derfor tilbagekalder firmaet nu de produkter, som kan være omfattet, oplyses det i en pressemeddelelse.

»Dette fund er sporadisk, men fødevaresikkerhed for forbrugerne er altafgørende, og derfor tilbagekalder vi varepartiet med det samme. Heldigvis kan vi med denne hurtige reaktion få stoppet langt størstedelen af produkterne, inden de når ud i kølediskene,« siger kvalitetschef i HKScan Denmark Gert Kristensen.

De omtalte produkter er hele kyllinger, der har produktionsdatoen 30.04.15. Kyllingerne er af varemærket »Smagfuld« i Rema 1000 og »Nordkylling« i Lidl. Produkterne er kun solgt i disse to butikker.

Forbrugere, der har købt produkterne, skal kassere kødet eller levere det tilbage til butikken.

Det understreges, at ved korrekt køkkenhygiejne og varmebehandling vil kyllingerne ikke være sundhedsskadelige for forbrugerne, men det anbefales stadig, at kødet kasseres.

BNB