Helene Kristensen savner stadig sin brudekjole, som Rekord Rens i Valby ved en uheldig fejl har udleveret til en anden kvinde. Nu tilbyder renseriet en belønning til den, der kan hjælpe med at fremskaffe kjolen.

I august blev Helene Kristensen gift med sin amerikanske mand i en drøm af en brudekjole, som hendes mor har håndsyet specielt til hende.

Siden blev kjolen indleveret til rens i Rekord Rens i Valby, men da hun kom tilbage for at hente den, var kjolen forsvundet.

Helene Kristensen har derfor delt en efterlysning af kjolen på Facebook, og mere end 15.000 danskere har allerede været med at dele den i håb om, at kunden, der ved en fejl har fået Helenes kjole med hjem, ville se den.

Kjolen er dog stadig ikke blevet fundet, oplyste Helene Kristensen i går på Facebook, men til gengæld er Rekord Renseri i Valby, der har begået den uheldige fejl, nu tilbudt en belønning til den person, der kan hjælpe med at forene bruden med den rette kjole.

Abderrahman El Mekki, der ejer Rekord Renseri og har været tilknyttet stedet i mere end 25 år, er meget ulykkelig over forviklingen.

»Vi ved ikke helt, hvordan det er sket. Renseriet har fungeret siden 1963, og der har aldrig været en lignende fejl. Vi arbejder stadig at finde ud af, hvordan den fejl er sket. Det er dybt beklageligt,« fortæller han ærgerligt til BT.

»Vi er meget kede af det, men vi en fin dialog med Helene, og vi prøver at løse situationen sammen,« tilføjer han.

Derfor har han nu også valgt at udlodde en belønning for at fremskaffe kjolen. Præcis, hvad belønningen består i, ønsker han dog ikke at oplyse.

Han understreger, at han er overbevist om, at personen, der har fået Helene Kristensens kjole med hjem ved en fejl, har handlet i god tro:

»Vedkommende har sikkert bare hentet den og lagt den ind i skabet uden at kigge nærmere på den. Det er jo ikke alle, der skal giftes mere end én gang,« forklarer han med et smil.

»Hvis der er nogen, der er skyld i denne her sag, så er det os,« underskylder han.

Derfor er det også vigtigt for han at forklare, at personen, der er endt med kjolen ved en fejl, sagtens kan aflevere kjolen helt anonymt.

I Rekord Rens hænger der en anden brudekjole, der har været klar i nogenlunde samme periode som Helene Kristensens, og derfor er det nærliggende at tro, at det kan være de to kjoler, der er blevet byttet om. Men Abderrahman El Mekki ønsker ikke at vise et billede frem af den anden kjole:

»Vi ønsker bestemt ikke, at det skal blive en heksejagt,« forklarer han.

​Han opfordrer dog alle, der har hentet en brudekjole hos Rekord Rens i august eller september i år, til at tjekke en ekstra gang, at de er kommet hjem med den rigtige.

Og så har renseriet i øvrigt ændret procedure som følge af den uheldige sag:

»Vi har naturligvis taget nogle forholdsregler, så sådan en fejl aldrig sker igen. Nu henter vi kontaktoplysninger på alle vores kunder, der indleverer tøj,« siger han.