I aften skal der brændes hekse på bålet. Det er Sankt Hans, og vi fejrer sommersolhverv, årets længste dag, der i år faldt søndag 21. juni.

Men sørg nu for, at det kun er heksen, der kommer i nærkontakt med flammerne. Sankt Hans er trods alt mindre sjov, hvis man får brændt en arm eller et ben af eller kommer til at sætte ild til den lokale skov.

Beredskabsstyrelsen har på deres netside flere gode råd, man kan overholde, hvis diverse uheld skal undgås.

Afbrændning af bålet skal ske i en afstand på mindst 30 meter fra bygninger med tagsten eller andet hårdt materiale. Bålet skal placeres 60 meter fra brændbare markafgrøder og 200 meter fra bygninger med stråtag og andet letantændeligt materiale.

Andre gode råd:

- Brug aldrig trykimprægneret eller malet træ.
- Tænk på dyrene. Rusk godt rundt i bålet inden du tænder, eller flyt bålet på antændingsdagen. Dyr finder et bål yderst brugbart som skjulested.
- Opbyg kernen af bålet med papir og små grene. Placér større stykke brænde yderst.
- Tænd aldrig bålet, hvis det blæser kraftigt.
- Brug aldrig benzin eller sprit ved optænding.
- Sluk altid bålet, før du forlader det. Og tjek lige en ekstra gang, om det faktisk er helt slukket.

Og husk: Hav en hyggelig aften med familien, vennerne og hvem-nu-ellers.

HAR DU DANMARKS PÆNESTE BÅL? HAR DU DEN GRIMMESTE HEKS? SEND DINE SANKT HANS-BILLEDER TIL 1929@bt.dk.