Mens kloden synes på vej ind i et klimafarvand, den ikke har befundet sig i gennem 116.000 år, forsøger vores videnskabsjournalist at besvare de mest presserende spørgsmål om vores stadigt hedere verden.
Hvis man mener, at disse dages dårligste nyhed er indsættelsen af Donald Trump som USAs nye præsident, så tager man med al sandsynlighed fejl.
Årets mest ildevarslende nyhed indløb onsdag aften, da flere store klimaforskningsinstitutioner samstemmende kunne meddele, at 2016 blev det varmeste år, der er målt globalt.
Men hvad betyder det, hvorfor sker det, og hvad kan vi gøre for at bremse den hede udvikling? Vi forsøger at give svarene.
Hvor varmt blev 2016?
Hvis man tager gennemsnittet af analyser fra verdens fremmeste klimaforskningsinstitutioner, herunder NOAA og NASA i USA og CRU i Storbritannien, blev 2016 globalt set ca. 1,1 grad varmere end niveauet før industrialderens start. Verdensmeteorologiorganisationen WMO kalder det med en usædvanlig hård melding for »et ekstremt år« for det globale klima. Det tidligere rekordår var 2015 og før det 2014. Siden 1939-41 har man ikke set globale varmerekorder tre år i træk, men 1941 rangerer nu som det bare 37. varmeste år, der er målt. Samtidig ligger 16 af de 17. varmest målte år i det 21. århundrede. 1998 var det eneste i det 20. århundrede.
Hvor var der varmest?
Relativt set blev den klart varmeste region af kloden Arktis, herunder Østgrønland. Ifølge NASA var Arktis hele fire grader varmere i 2016 end i slutningen af det 19. århundrede. Også i Nordamerika blev der slået varmerekord. I Sydamerika blev 2016 det næstvarmeste år, der er målt, mens året blev tredjevarmest i Europa og Asien. Varmen gav sig udslag i hederekorder i bl.a. Indien (51 grader celsius) og Mellemøsten (53,9 grader i Irak). Sidst på året opstod den enestående situation, at udbredelsen af havis omkring såvel Arktis som Antarktis var rekordlav for årstiden.
Er varmerekorden overraskende?
Allerede i efteråret 2015 forudså klimaforskere, at 2016 ville slå global varmerekord. Årsagen var først og fremmest påvirkningen fra det naturlige klimafænomen El Niño, der på det tidspunkt var begyndt at pumpe større mængder varme op til overfladen af Stillehavet. Først hen mod juni i fjor var El Niño neutraliseret. Rekorden var dermed i høj grad forventelig.
Ville Jordens klima have været normalt uden El Niño?
På ingen måde. Alt peger på, at kloden ville have været rekordvarm selv uden den nu forsvundne El Niño. Ifølge beregninger gav det store klimafænomen et plus på det globale termometer på omkring 0,12 grader. Fra 2014 til 2016 steg den globale middeltemperatur ifølge amerikanske NOAA imidlertid med 0,2 grader. Til gengæld kommer der efter alt at dømme til at gå nogle få år, før der atter kommer en ny rekord i hus – og en ny El Niño.
Hvad skyldes varmen?
Den primære bagvedliggende årsag er ifølge næsten al klimaforskning menneskelig påvirkning. I 2016 passerede atmosfærens middelindhold af den centrale drivhusgas CO2 den symbolske grænse på 400 molekyler pr. en mio. luftmolekyler. Det er en stigning på 43 pct. siden industrialderens begyndelse, og tallet stiger støt med to-tre stykker hvert eneste år, hvilket vil drive termometeret yderligere op i årene og årtierne fremover.
Hvad kan bremse varmen?
Ekstraordinært kraftige vulkanudbrud, en La Niña eller en markant nedgang i solaktiviteten kan moderere udviklingen, men kun i perioder vekslende fra måneder til få årtier. Når køleeffekten er slut, vil den globale temperatur stige brat som følge af endnu kraftigere drivhuseffekt. Hvis vi skal gøre os håb om at holde temperaturudviklingen under en rimelig sikker grænse, skal menneskers CO2-udledninger ifølge gængse beregninger falde til et rundt 0 eller ligefrem blive negative i sidste halvdel af århundredet. Negative udledninger kan bl.a. indebære massiv plantning af træer, der optager CO2 fra luften.
Hvad bliver konsekvensen, hvis vi ikke formår at slå CO2-bremsen i?
Ifølge den amerikanske klimaforskerveteran James Hansen og andre er kloden allerede begyndt at bevæge sig ind i et klimafarvand, den ikke har befundet sig i i 116.000 år. Det vil sige siden forrige mellemistid, da det globale havniveau var mellem seks og ni meter højere end i dag. Med en stigning i den globale middeltemperatur på yderligere en grad eller to risikerer vi faretruende »tipping points«, herunder voldsomt accelererende afsmeltning af ismasserne i Grønland og Antarktis, blokering af den varme Golfstrøm eller pludselige storudslip af den potente drivhusgas metan fra havbund og tøende tundra. Det sidste vil drive temperaturen yderligere op.
