____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Der ventede Camilla Brejner Schwalbe et noget overraskende syn, da hun tidligere på ugen skulle til lægen med sin kæreste, der var syg. For ude foran Tønder Sygehus så hun et lille område i græsset afmærket med gult rundt om en askekumme. En helt speciel zone, kun til rygere. På kun omkring to kvadratmeter.

Og selvom Camilla Brejner Schwalbe ikke selv er ryger, synes hun alligevel, at den lille rygezone foran sygehuset er at tage hetzen mod rygerne for langt.

- Det er tragikomisk, at man som abe i et bur skal stå indhegnet på to kvadratmeter, der er markeret med en neongul maling, siger hun til bt.dk.

Hun valgte derfor at tage et billede af sygehusets rygezone og lægge det op på sin Facebook-profil.

- Jeg har mange gange sagt og skrevet, at man bedriver hetz mod rygerne. Jeg er ikke selv ryger og bliver det heller ikke. Jeg ønsker at færrest muligt ryger, man skal gå langt for at begrænse den passive rygning (dog uden at være hysterisk), men når folk vælger det på oplyst grundlag, så er det deres frihedssag, skriver hun på Facebook ved billedet og fortsætter:

- Det her er til dags dato det mest groteske eksempel på den klapjagt. Tønder Sygehus har afmærket et lille frimærke på en kæmpe græsplæne. Et sygehus skal være sundhedsfokuseret/forebyggende/oplysende, men det er for meget.

Billedet er siden blev delt næsten 100 gange, og flere har kommenteret billedet. Nogle synes ligesom Camilla Brejner Schwalbe, at det er grotesk, mens andre synes, at det er helt i orden at henvise rygerne til mindre områder væk fra patienterne.- Sådan noget får mig til at se stort på deres latterlige forbud, hvor er det henne, jeg rejser derhen, slår mig ned foran deres hoveddør og kæderyger et karton!!, skriver en, mens en anden skriver:

- Hospitalerne behandler alvorligt syge mennesker, som ofte står i en meget svær situation og hvis tilstand forværres af passiv rygning. Disse patienter skal ikke udsættes for unødig passiv rygning. Desuden ville det virke absurd at der på hospitalerne gøres meget store indsatser for at redde f.eks. lungekræftpatienter samtidig med at der ryges lige uden for indgangen. Derfor må rygerne henvises til et mindre hjørne.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Tønder Sygehus i forbindelse med rygezonen.