Forskere har regnet ud, at det koster EU 1.170 milliarder, hvis vi tillader, at potentielt hormonforstyrrende stoffer i legetøj, elektronik og miljø skader menneskers sundhed, frugtbarhed og intelligens.

EU-kommissionen spurgte i 2013, hvad det koster industrien at fjerne eller begrænse hormonforstyrrende stoffer og satte samtidig arbejdet for at bremse stofferne i stå.

Tanken provokerede 18 læger og forskere fra Europa og USA til at regne ud, hvad det koster de europæiske samfund, hvis vi tillader, at potentielt hormonforstyrrende stoffer i legetøj, elektronik og miljø skader menneskers sundhed, frugtbarhed og intelligens. Forskernes beregninger siger 1.170 milliarder kroner om året. Det skriver Politiken.

»Det er jo rystende dyrt og viser, hvor skadelige hormonforstyrrende stoffer er for samfundet. Og så er tab af livskvalitet ikke med. Det her handler udelukkende om ’hard money<saxo:ch value="226 128 153"/>«, siger professor ved Syddansk Universitet, Philippe Grandjean.

Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) vil kræve tallene indregnet i kommissionens konsekvensberegninger, så de ikke bare ser på industriens tal.

De farlige hormonstoffer mistænkes for at medføre en lang række af dårligdomme: nedsat frugtbarhed, misdannede kønsorganer, testikelkræft, hjerte-kar-sygdomme, neurologiske skader, indlæringsproblemer, fedme og diabetes 2.

Forskergruppen har udelukkende beregnet på de skader, som de har fundet klare videnskabelige tegn på, understreger Philippe Grandjean ifølge Politiken.