Selv om sundhedsminister Nick Hækkerup (S) sidste år ændrede reglerne, så der nu er forbud mod, at børn under 18 år må virke som tolke for ikkedansktalende familiemedlemmer, medmindre det er nødvendigt i et akut og livstruende tilfælde, oplever psykologer og terapeuter hos det selvejende institut for torturofre Dignity, at børn benyttes som tolke ved forældrenes henvendelse til egen læge, på hospitaler og i kommuner. Det skriver Politiken.

»Det er noget, som sker flere steder i social- og sundhedssektoren, og det kan for det første have nogle meget uheldige konsekvenser for barnets tarv, og for det andet kan det kompromittere patientsikkerheden,« siger afdelingsleder David Oehlenschläger fra Dignity.

Politiken blandt andet talt med 13-årige pige Sabrin, der 12-13 gange i år har tolket for sin mor på Rigshospitalet og Herlev Hospital.

Sidst gang er en måneds tid siden. Her bad personalet på Herlev Hospital Sabrin om at gennemgå et skema i forbindelse med moderens kræftbehandling, hvor moderen skulle besvare spørgsmål om sit sexliv.

»Så skulle jeg sidde og fortælle lægen, om min mor havde lyst til sex. Jeg var rystet over, at lægen ikke tænkte på, at jeg kun er 13 år. Min mor kunne slet ikke svare, og jeg kunne heller ikke tolke det ordentligt,« siger den 13-årige pige til Politiken.

Lovændringen sidste år kom, efter at en undersøgelse viste, at hver femte praktiserende læge brugte børn under 15 år som tolke. Sundhedsstyrelsen havde i forvejen vejledt om, at børn »kun undtagelsesvis« bør anvendes som tolke.

Ph.d Bente Jacobsen har 20 års erfaring som forsker i tolkning, og hun påpeger, at familiemedlemmer ikke er kvalificerede som tolke, og at anvendelsen af dem bryder med et etisk krav om, at tolke skal være neutrale. Hun advarer om, at både læge og patient risikerer at få fejlagtige oplysninger, og det kan føre til en krænkelse af patienters retsstilling.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) kalder brugen af børnetolke fuldstændig uacceptabel og har bedt hospitalerne om en redegørelse, skriver Politiken.