En 23-årige kvinde blev en kold decembermorgen 2014 tæsket med knytnæveslag i en skurvogn på Kalvebod Brygge i København. Slagene var så kraftige, at hun flere gange mistede bevidstheden, mens hun blev forsøgt voldtaget. Efterfølgende blev hun fra skurvognen slæbt 100 meter hen ad en asfalteret vej, inden hun til sidst blev smidt i havnen. Kvinden overlevede kun ved at spille død i det ni grader kolde vand.

I en ny dokumentar DR 3, der bliver sendt mandag aften, fortæller kvinden for første gang om den voldsomme episode, og om hvordan en bytur, der ellers skulle have været en sjov aften med veninderne, endte som et mareridt, der har forandret hendes liv:

»Det vil altid være en dag, der for mig indikerer, at mit liv blev taget fra mig,« siger den 23-årige kvinde, der har valgt at være anonym.

Kvinden mødte den 34-årige mand tilfældigt d. 7. december 2014, da hun var på vej hjem fra byen. De to endte efter længere tids snak i en skurvogn, hvor manden slog kvinden omkuld:

Foto: Fagerheim
Vis mere

SE GRAFIKKEN I FULD STØRRELSE HER

»Jeg husker den aften som var det i går. Alt står klart for mig. Lige inden han får slået mig bevidstløs, river han op i min nederdel. Jeg når bare at tænke den tanke, at han voldtager mig. Det næste, jeg husker ske, er, at han kaster mig i vandet,« siger kvinden.

Ifølge politiet kunne manden ikke få rejsning, og i arrigskab smed han hende i vandet. Kvinden overlevede ved at spille død.

»Uvisheden i den tid, hvor jeg har været bevidstløs, den er helt forfærdelig. Lige meget hvad politiet er kommet frem til, så vil jeg være have spørgsmål. Jeg ved ikke, hvad han har lavet i den tid, det er ingen, der nogensinde vil kunne give mig et svar på,« siger hun.

Manden erklærede sig ellers ikke-skyldig, da han i maj måned 2015 skulle forklare sig i retten. Han blev dog idømt en forvaringsdom for vold, voldtægtsforsøg og drabsforsøg ved at kaste kvinden i havnen. Hun kæmper i dag stadig med mén efter hændelsen. Bl.a. har hun måttet opgive at arbejde:

»Når jeg er alene, bliver jeg meget bange. Jeg får en masse grimme tanker, oftest er det selvmordstanker. Jeg er meget overrasket over, hvor stor skade et menneske kan forvolde, at han har kunnet ødelægge mit liv så meget. I dag er mit syn på verden forandret. Jeg har ikke længere tiltroen til, at når jeg bevæger mig uden for mine trygge rammer, at der så ikke sker mig noget,« siger hun.

Kvinden fortæller også, hvorfor hun har valgt at stå frem:

»Jeg møder fordomme om, at det (voldtægt, red.) bare er noget, man fejrer ud til siden, og så kan man begynde sit liv ganske kort tid efter. Sådan hænger det bare ikke sammen. Det vil jeg gerne have, at folk får en forståelse for. Det er måske noget, man skal kæmpe med resten af livet,« siger hun.

Den 34-årige mand er tidligere idømt seks års fængsel for en anden voldtægt tilbage i 2004. Her slæbte han en 22-årig pige gennem Københavns gader og voldtog hende tre gange.