Martin Lund reddede tirsdag eftermiddag en hund, der blev slæbt efter et S-tog i sin snor fra Grøndal Station i den københavnske bydel Vanløse. Hunden nåede ikke at komme med sin ejer på toget, før dørene lukkede sammen om hundesnoren og toget begyndte at køre.

Der blev råbt ’åbn dørene’ på perronen. Da toget begyndte at køre, råbte endnu flere ’stop toget’, det var her Martin Lund så, at der var noget helt galt.

En hund blev slæbt efter toget i sin snor, mens den anden ende af snoren var inde i toget i hånden på hundens ejer.

Fra det modsatte spor så Martin Lund, hvordan hunden blev slynget op af toget og ned i betonen flere gange. Hurtigt sprang han over til ulykken og begyndte også at råbe i håb om, at toget ville standse. Det skete ikke.

»Det var voldsomt. Tænk, hvis det var et barn, der havde fået sin jakke i klemme. Det kunne det jo lige så godt have været. Dørene lukker så hurtigt, og hvis personalet ikke tjekker, om alt er som det skal være, efter de begynder at køre, så kan det jo ske,« siger Martin Lund.

Efter cirka 20 meter knækkede hundesnoren og hunden røg ned på skinnerne. Martin Lund sikrede sig, at der ikke kom et tog og hoppede ned og samlede den forslåede hund op.

»Først troede jeg, den var død. Den havde dybe rifter og blødte meget. Men så viste den livstegn. Den kom op at stå, men haltede og var meget svag,« siger han.

Martin Lund blev stående på perronen i håb om, at ejeren ville komme tilbage. Og det gjorde hun rigtig nok. Efter cirka et kvarter kom en ældre dame, Sonja Sørensen, som var noget forskrækket over, hvad der var sket.

»Jeg græd, jeg var dybt ulykkelig. Den blødte jo alle steder fra. Jeg var alene og følte mig helt hjælpeløs,« siger Sonja Sørensen, der er 66 år gammel og ejer den lille hund Vimmer, som bare vejer otte og et halvt kilo.

En anden passager på toget havde trukket nødbremsen, og fik toget til at standse længere fremme. Sonja Sørensen stod af og gik derfra tilbage til Brøndby Station.

Før Sonja Sørensen dukkede op, havde Martin Lund ringet til politiet. De kunne ikke hjælpe hunden, men henviste i stedet til Falck. Hos Falck sendte de ham tilbage til politiet, som fortsat ikke ville sende hjælp.

Sonja Sørensen havde ikke nogen penge med sig, så Martin Lund hjalp hende og Vimmer ind i en taxa og gav chaufføren penge til at køre dem til et dyrehospital.

Vimmer er stadig indlagt. Sonja Sørensen har talt med hospitalet, som siger, at Vimmer virker til at have det bedre, men fordi omfanget af de indre læsioner stadig er uklare, vides det ikke, om han klarer den.

Her ses Vimmer på et gammelt fotografi, hvor han er sund og rask.
Her ses Vimmer på et gammelt fotografi, hvor han er sund og rask. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Martin Lund har løbende haft kontakt til DSB og Sonja Sørensen, der sidder tilbage med en chokerende oplevelse, en indlagt hund og en dyrlægeregning, der muligvis løber op i 20.000 kroner.

På Martin Lunds opfordring har DSB undersøgt hændelsesforløbet og ud fra videoovervågning på perronen og i toget, har DSB vurderet, at de vil betale omkostningerne.

»Det er en meget ubehagelig hændelse. Det er svært at klantre nogen eller placere skylden et sted, men vi vil selvfølgelig dække Vimmers hospitalsophold og Martins taxa-udgift,« siger Tony Bispeskov, informationschef hos DSB, som forklarer, at på videooptagelserne fra kan det se ud som om, at hunden er på vej ud af toget i følge med en mand.

»Det er selvfølgelig meget beklageligt, hvad der er sket, men det er absolut noget, der hører særtilfælde til,« siger Tony Bispeskov.