En undersøgelse viser, at hver fjerde unge dansker døjer med at få for lidt søvn.

En ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for Metroxpress blandt danskere mellem 18 og 29 år, viser, at en stor andel af de unge sover alt for lidt.

19 procent svarer, at de i løbet af den seneste uge har sovet i gennemsnit seks timer om natten, og yderligere fem procent har sovet 0-5 timer.

»Voldsomt bekymrende,« lyder reaktionen fra søvnekspert Mikael Rasmussen fra Center for Stress og Trivsel.

»Søvnen er den væsentligste restitutions-faktor i individets liv. Det er en genopbyggende proces i din krop, og hvis du er i søvnunderskud i en længere periode, så har du langt større risiko for at få alvorlige livsstilssygdomme,« siger han til Metroxpress.

Mikael Rasmussen peger blandt andet på, at forskning har dokumenteret en sammenhæng mellem for lidt søvn og risikoen for at udvikle hjerte-kar-sygdomme, diabetes 2, forhøjet blodtryk og depression. Derudover kan det resultere i indlæringsbesvær.

Torben Jager Petersen, der er søvnspecialist hos Scan-sleep, nikker genkendende til undersøgelsens resultater.

»Unge får generelt alt for lidt søvn. Seks timer eller derunder vil stort set være for lidt for alle, og for nogle kan syv timer også være i underkanten. Mange føler, at de skal være på hele tiden, og deres smartphones eller iPads ligger ved sengen,« siger han til Metroxpress.

BNB