Søvnberøvelse, tæsk, waterboarding, trusler og ydmygelser. Efter angrebet på World Trade Center i 2001 greb vore amerikanske allierede til et grænseoverskridende redskab i jagten på terroristerne: tortur.
Et redskab, som en stor del af danskerne, ifølge en ny undersøgelse fra Dansk Institut mod Tortur, Dignity, er villige til at acceptere brugen af. Her svarer hver fjerde af de 1.125 adspurgte, at tortur må bruges i enkelte tilfælde. Til sammenligning havde godt hver femte dansker den holdning i 2012. Det skriver Berlingske.
Samtidig er hver tredje dansker ifølge undersøgelsen helt eller delvist enig i, at det er i orden at bruge tortur som led i terrorbekæmpelse. Sidste år var det hver fjerde dansker.
Ifølge Henrik Rønsbo, seniorforsker og afdelingsleder ved Dignity, er der tale om et skred i danskernes holdning.
»Det er et ret markant skifte, som viser, at accepten af tortur er stigende i den danske befolkning. Det kommer man ikke uden om,« siger han.
»Den gode historie er, at flertallet ikke accepterer tortur. Men mellem en tredjedel og en fjerdedel af befolkningen synes, at tortur er i orden. Det er den sørgelige historie.«
Henrik Rønsbo hæfter sig ved, at det især er mænd mellem 35 og 49 år, der ifølge undersøgelsen mener, at tortur er i orden.
»Der er en hel del maskulinitet forbundet med at tro, at vold og tortur er løsningen på eksempelvis terror. Det er et særligt maskulint svar på den usikkerhed, folk oplever,« siger han og peger på film- og tv-branchens fremstilling af tortur som en mulig forklaring.
En »typisk panikreaktion«
Undersøgelsen er lavet for Dignity cirka en uge efter terrorangrebene i Paris den 13. november, der kostede 130 mennesker livet og sårede adskillige, og som terrorbevægelsen Islamisk Stat har taget ansvaret for.
Resultatet kan derfor være udtryk for en »typisk panikreaktion«, siger Morten Dige, lektor i etik ved Aarhus Universitet og forfatter til bogen »Tortur«, som snart udkommer i serien Tænkepauser. Men skredet i holdningen til tortur går meget længere tilbage, forklarer han.
»Frem til 2001 var tortur noget, der i vores type samfund var taget fuldstændigt af dagsordenen og blev anset for et historisk fænomen. Men angrebet mod World Trade Center den 11. september 2001 rykkede på holdningen og så sandelig også på praksis. USA begyndte jo at udføre tortur i kølvandet på angrebene,« siger han.
»Oplevelsen af, at vi står over for en overhængende fare, gør mange ting ved os, og jeg tror, den nogle gange kan få os til at tabe hovedet. Derfor kræver terrortruslen gennemtænkte politiske strategier, og det ville for eksempel ikke være særlig gennemtænkt at korrumpere sit politi og efterretningsvæsen for at bekæmpe den. Det er reelt en meget større trussel end den, terroristerne udgør,« siger Morten Dige.
Giver køb på grundværdier
Hos den juridiske tænketank Justitia kommer resultaterne fra Dignitys undersøgelse bag på direktør Jacob Mchangama.
»Jeg synes da, at det er overraskende højt, når en fjerdedel er åbne over for brugen af tortur,« siger han og understreger, at der juridisk set er et absolut forbud mod tortur.
»Men det er et meget godt tegn på, at terrortruslen får os til i højere grad at ville give køb på nogle grundværdier.«
Jacob Mchangama peger på, at truslen fra grupper som Islamisk Stat og al-Qaeda, hvis ideologi for de fleste danskere er både grusom og uforståelig, gør det svært for os at mønstre nogen former for sympati, og at det kan være en grund til, at så mange danskere er åbne over for brugen af tortur.
Ifølge lektor Morten Dige hænger det også sammen med den måde, vi taler om vores største fjender på, særligt fra politisk hold.
»De fleste har den grundlæggende holdning, at man ikke kan udsætte sine medmennesker for tortur, for det fortjener ingen mennesker. Derfor er man nødt til at dehumanisere dem, der er tale om. Det har vi set efter 11. september, hvor man taler om de her mennesker som nogle, der tilhører ondskabens akse og er de rene dæmoner,« siger han.
Tortur virker ikke
Sidste år udgav det amerikanske Senats efterretningskomité konklusionen fra en flere end 6.000 sider lang rapport om efterretningstjenesten CIAs metoder ved afhøringen af fanger i perioden 2001 til 2009. Rapporten dokumenterede blandt andet omfattende brug af tortur og mindst én fanges dødsfald efter nedkøling, da han blev lænket til et betongulv kun iført en trøje.
Men det mest iøjnefaldende i rapporten var konklusionen om, at CIA efter alt at dømme ikke med disse metoder fik en eneste oplysning, man ikke kunne have fået på anden vis.
I det hele taget er tanken om, at tortur kan være en brugbar løsning i pressede situationer, ganske tvivlsom, lyder det fra Dignity.
»At tortur virker, er desværre den mest eklatante form for løgn, der findes. Videnskabeligt er der intet, der taler for det,« siger Henrik Rønsbo og forklarer, at hjernens forsvarsmekanismer under tortur gør, at det er umuligt at vurdere sandhedsværdien af den information, der kommer fra et mishandlet menneske:
»Offerets rationelle tankemønstre brydes ned, og han mister evnen til at genkalde sig ting fra hukommelsen præcist. Selvfølgelig vil der være nogle rigtige svar hist og her. Men det er grundlæggende komplet umuligt at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert.«
Ifølge Jacob Mchangama peger erfaringerne heller ikke på, at tortur er et effektivt redskab til at få oplysninger.
»Det kan være et effektivt redskab i forhold til at terrorisere en befolkning, men det er forhåbentlig ikke det, vi har lyst til at bruge det til,« siger han.
»Hvis vi begyndte at bruge tortur, ville vi ikke være meget bedre end de stater, vi normalt fordømmer.«
