33 procent af danskerne mener, at rygning ikke hører hjemme på arbejdspladsen. Rygning kan ofte give anledning til konflikter mellem rygere og ikke-rygere, lyder det fra Dansk Erhverv.

Rygning og arbejde hører ikke sammen. Det mener hver tredje danskere ifølge en ny undersøgelse, som brancheorganisationen Dansk Erhverv har lavet.

Undersøgelsen viser også, at rygning giver anledning til konflikter på næsten hver tiende arbejdsplads. Det skyldes, at rygerne ofte holder ekstra pauser, når de skal have en smøg. Det kan betyde, at ikke-rygerne skal løbe ekstra stærkt, hvis de skal overtage rygerens opgave imens.

»Når man ryger, så er man nødt til at forlade arbejdspladsen. Men hvis man gør det udover de aftalte pauser, så er der måske nogle kolleger, der skal overtage ens arbejdsopgaver imens, altså tage telefonen eller stå til rådighed, og det oplever nogle som en skæv arbejdsfordeling,« siger Rikke Bregendahl Ørum, chef for HR & Arbejdsmiljø i Dansk Erhverv.

Hun fortæller, at erhvervsorganisationen får mange henvendelser fra medlemsvirksomheder om de konflikter, som rygning kan give anledning til på arbejdspladsen.

Men der er ifølge Dansk Erhverv ikke nogen lette løsninger. Det handler om at snakke tingene igennem og lave klare regler, lyder rådet.

»Hvis der er en overenskomst, er der pauser indlagt, og så burde det ikke give anledning til problemer. Men hvis man ryger ud over pauserne, så kollegerne skal overtage, så må man se på, om der er en skævvridning i arbejdsbelastningen. Derfor er det vigtigt at undersøge det nærmere og tale om det på arbejdspladsen,« siger Rikke Bregendahl Ørum.

I 2007 blev det lovpligtigt at have en rygepolitik, hvor man forholder sig til, hvordan rygning kan foregå på arbejdspladsen.

90 procent af landets virksomheder har ifølge Dansk Erhverv indført rygeforbud indendørs, og 70 procent tillader rygning på virksomhedens udendørs arealer.

Ni procent tillader slet ikke rygning, hverken indenfor eller udenfor.