»Al Medina«
Siden teenageårene har Omar Shargawis arabiske rødder trukket i ham som en urkraft, og lige så længe har Danmark og familien hevet ham hjem igen. Nu har han brugt ni år på at lave en film om den splittelse, der holder så hårdt fast i ham, og som sætter hans sjæl i klemme mellem de to kulturer.
I skolen løj han.
Sine sortbrune øjne forklarede Omar Shargawi med, at hans far var fra Portugal. Han lagde låg på sin herkomst og udgav sig for at være noget andet. Det var bare nemmere, når man som den eneste i klassen havde arabisk baggrund.
På mange måder var det en kasse med farens aflagte kassettebånd, der fik den palæstinensisk-danske filminstruktør til at omfavne sine rødder. Det var i starten af 1990erne, og Omar Shargawi var netop færdig med 3.g, da han cyklede over Dronning Louises Bro med sangerinden Oum Kalthoum i ørerne.
»Jeg begyndte fandme at tude. Som barn kunne jeg ikke være mere ligeglad med min fars musik, men pludselig var der noget, der voksede i mig, som gjorde, at jeg gik all in på min arabiske baggrund,« siger Omar Shargawi, da Berlingske møder ham ved netop Dronning Louises Bro på Nørrebro.
Her er han vokset op hos sin palæstinensiske far, når han altså ikke var hos sin danske mor. Som så mange andre skilsmissebørn levede han et splittet liv. Omar Shargawi havde ikke bare to familier, men også to kulturer, han skulle navigere rundt i.
Det er godt ni år siden, at han skrev de første linjer i manuskriptet til spillefilmen »Al Medina«, der har premiere torsdag. De sidste fire år har filmen, som han har skrevet, instrueret og selv spiller hovedrollen i, været et fuldtidsarbejde. Den har fyldt hele hans liv på både godt og ondt.
I Mellemøsten er lys og mørke mere ekstemt
Siden han som ung mand lærte arabisk og rejste til Mellemøsten for at dykke ned i sin baggrund, har splittelsen trukket i ham fra begge sider både fysisk og mentalt, og det er netop den følelse, der er temaet i »Al Medina«.
Filmen handler om Yusif, der er født i Danmark, men som altid har følt sig tiltrukket af drømmen om at udforske sit arabiske ophav. Han flytter derfor til et unavngivent land i Mellemøsten med sin danske kone, men allerede kort tid efter parrets ankomst ramler Yusifs verden sammen. Han bliver blandet ind i en gadedrengs død og ender i en underverden så dyb og mørk, at intet synes lyst igen.
Omar Shargawi fandt endelig selv et sted, hvor han kunne dykke helt ned i sine arabiske rødder, da han flyttede til Cairo. Selv beskriver han sine forestillinger om Egypten som naive og romantiske.
»Både lyset og mørket er mere ekstremt i Mellemøsten, hvor vi i Danmark lever i en fantasi. Vi dyrker det materialistiske og glemmer det åndelige. I Mellemøsten er folk konfronteret med det åndelige og er tvunget til at tage nogle valg hver dag, som vi magelige danskere har svært ved at sætte os ind i,« siger han og tilføjer:
»Med revolutionen forsvandt uskylden. I Mellemøsten er alt mere ekstremt. Både had og kærlighed – den får hele armen. Jeg så pludselig det værste i folk. Død, ødelæggelse, mord og vold overalt. Alt ændrede sig.«
Selv om Omar Shargawi hverken har slået en gadedreng ihjel eller mistet sin sjæl i den arabiske underverden, er filmen på det følelsesmæssige plan selvbiografisk. Han har selv været igennem en periode, hvor han mistede troen på livet, på mennesket og på sig selv.
Men det værste tidspunkt i hans liv var, da han også mistede troen på Gud. Omar Shargawi havde ellers altid været et religiøst menneske som hans far og resten af familien, men i et par år befandt han sig i det, han bedst kan beskrive som fuldstændig mørke.
»Hvis solen skinnede, mærkede jeg det ikke, hvis det regnede, følte jeg intet. Det var det samme mentale mørke og helvede, der var i mit hoved konstant. Jeg havde det som om, at følelsen ville vare evigt. Hvis jeg hoppede ud fra en bro, ville den bare fortsætte,« siger Omar Shargawi.
Eneste udvej var at spille rollen selv
Måske var det derfor, han havde svært ved at finde en skuespiller, som kunne spille rollen som Yusif. Han blev simpelthen ved med at se sit eget fjæs for sig. Det endte med, at han selv måtte spille rollen. Der var ikke andre udveje, forklarer Omar Shargawi.
Konstellationen har dog på ingen måde været problemfri. Det har ikke bare været svært både at instruere og spille hovedrollen. De ting, som karakteren går igennem, har tvunget Omar Shargawi til at genopleve og sidde fast i de mørke følelser, der klistrede til ham som et støvet spindelvæv i årevis:
»Det var sikkert en stor fejl, at jeg castede mig selv til hovedrollen. Jeg var tvunget til at være instruktør samtidig med, at jeg var dybt inde i en stemning. Det blev halvpsykotisk, og folk har helt sikkert syntes, at jeg var underlig. Jeg er gået linen mere ud med denne film, end jeg har gjort med noget andet.
Rodløsheden vil ikke forsvinde
Han forsøgte ad to omgange at indspille filmen i Egypten, men begge gange måtte han indse, at det ikke kunne lade sig gøre. Tredje gang lykkedes det at samle et helt nyt hold og rykke produktionen til Jordan. Problemer og besværligheder har der været nok af, og »Al Medina« har heller ikke været uden konsekvenser for Omar Shargawis privatliv.
Rejserne og rastløsheden har gjort, at han ikke har set sin nu 16-årige datter så meget, som han gerne ville.
»Jeg har levet som en beduin. Når det blev for kedeligt i Danmark, tog jeg til Mellemøsten, og når det blev for meget, rejste jeg tilbage til min familie igen. Det har været dejligt, men det har også haft sine omkostninger. Hver gang har jeg skulle kæmpe mig tilbage,« siger han.
Men rodløsheden forsvinder ikke af den grund. Den bliver bare værre.
»Jeg kæmper hver dag for ikke at skride. Men hvor fanden skulle jeg også tage hen? Hvis jeg finder stedet, smutter jeg. Nu er min datter snart stor nok til at tage med.«
