Er du en dygtig amatørbager? Og har du billeder af dine flotte værker? Så skynd dig at sende dit billede til BT, for senere i dag kårer Tobias Hamann-Pedersen fra 'Den Store Bagedyst' den flotteste læserkage.

Det begyndtee med, at vi skrev om en meget flot fødselsdagskage lavet af smykkedesigneren Julie Wettergren. Kagen med hele 16 lag forestillede et isslot fra den populære Disney-film 'Frost', og høstede mange 'likes', da vi delte den på BTs Facebook-side i går.

Men mange af BTs læsere mente jo nok, at deres kager kunne hamle op med 'Frost'-slottet, og både i går og i dag er det væltet ind med kunstneriske kager, der har gjort os vildt lækkersultne.

kage

Så nu er det blevet tid til en lille konkurrence. Vi har allieret os med den dygtige Tobias Hamann-Pedersen, der vandt 'Den Store Bagedyst' i efteråret. Han har lovet at kigge BT-læsernes kager igennem og kåre en vinder senere i dag.

For at være med i konkurrencen skal du være amatørbager og sende dit billede senest klokken 12.

Præmien er et flot påskeæg, der garanterer (endnu mere) sød hygge til påskeferien lige om lidt.