Eurojackpots største præmie nogensinde er stadig uden ejermand. Men nu kan du også blive mangemillionær på 2. præmien!

For første gang nogensinde har danskere muligheden for at vinde det svimlende beløb på 570 millioner kroner i det europæiske Lotto. Fredag aften overlevede 1. præmiepuljen endnu en trækning, og den halve milliard kroner er altså stadig på højkant.

Det er i 10 uger ikke lykkes nogen af spillerne at få de fem vindertal og to stjernetal, der kræver at indløse hovedpræmien. Den har dermed nået sit maksimen på 570 millioner kroner og kan derfor ikke stige yderligere. Men som man siger: Når det regner på præsten...

Læs også:

Fra nu af ryger millionerne nemlig ned i 2. præmiepuljen. Det kan altså pludselig blive en ret gunstigt at have de fem vindertal og et ud af de to stjernetal på række. Prognoserne lover nemlig en 2. præmiepulje på 139 millioner kroner på fredag.

Drømmen om de mange millioner har da også fået danskerne til i den grad at svinge dankortene op til fredagens udtrækning, lyder det fra Danske Spil.

Læs også:

»Vi kan helt sikkert mærke det. I den forgangne uge spillede en halv million danskere med, hvilket er dobbelt så mange som normalt. Eurojackpot er et ret meget puljefølsomt spil, hvilket betyder, at jo større puljen er, jo flere spiller med. Vi har aldrig før prøvet, at beløbet er nået sit maksimum, så vi er spændte på, hvad næste uge fører med sig,« siger kommunikationsmedarbejder i Danske Spil Karen Minke.

Puljen har ikke været udbetalt siden en mor til fem i Helsingør vandt 315 millioner kroner den 20. februar. Og det ser ud til, at solskinshistorien for alvor har sat gang i danskernes drømme om økonomisk uafhængighed.

»Ved første udtrækning efter kvindens gevinst på 315 millioner steg omsætningen med 20 procent. Og så er der blevet bygget mere og mere på. Det er selvfølgelig svært at vide, om det er puljen, der trækker, eller om det er kendskabet til spillet,« siger Karen Minke, der påpeger, at Eurojackpot som et af de få spil kan få de fleste drømme til at gå i opfyldelse.

»I modsætning til Lotto giver Eurojackpot jo fuldstændig økonomisk frihed, hvor man kan forsørge generationer og helt slippe for at arbejde,« siger hun.

I gennemsnit deler 3-4 europæere 2. præmiepuljen ved hver trækning. Normalt er 2. præmiepuljen på 2-15 millioner kroner.