Øverst fortæller Jan Fog om, hvordan han opdagede kræften

Erik Brandt fik en sms fra Jan Fog i tirsdags, hvor sygdommens alvor var gået op for den kendte ejendomsmægler.

For en uge siden var alt, som det plejede at være.

Liebhaver-mægleren Jan Fog var - på trods af sin alvorlige kræftsygdom, kronisk lymfatisk leukæmi - et almindeligt syn på Strandvejen nær København, og turene gik jævnligt til Sydfrankrig, hvor hans elskede båd lå i havn og ventede på nye eventyr.

Helt til det sidste bevarede Jan Fog sit karakteristiske smil på læben. Et overbevisende et af slagsen, der fik de fleste til at tro, at den elskede ejendomsmægler nok skulle klare den.

Men med et gik det fra optimisme og håb til bevidsthed om, at det virkelig var alvorligt.

Læs også: Familiens sidste farvel til Jan Fog: Nu er du rask igen

Læs også:

I et forsøg på at blive fri for kræften gennemgik Jan Fog en stamcelletransfusion, og det var i forbindelse med den, at der opstod komplikationer, som kostede den kendte ejendomsmægler livet torsdag eftermiddag.

Hidtil har det blot været kendt, at det var en virus, som ramte Jan Fog, men nu afslører hans nære ven Erik Brandt, der har kendt ejendomsmægleren i det meste af sit liv, nye detaljer om sygdommen.

»Jeg fik sød en sms fra ham i tirsdags, hvor han skrev, at han havde det rigtig skidt. Han skrev, at han havde fået blodforgiftning. Vi skulle have lavet noget tv sammen, og han skrev, at det nok varede lidt tid, inden han kom tilbage.«

Var han klar over, hvordan det ville gå til sidst?

»Det er ikke mit indtryk, at han var klar over, hvilken vej det ville gå. Men i sms’en i tirsdags var han klar over, han var alvorligt syg,« siger Erik Brandt, der altså måtte sige farvel til sin livsven blot to dage efter sms’en.

Erik Brandt.
Erik Brandt. Foto: Camilla Rønde
Vis mere

Jan Fog modtog månedlige behandlinger på Anderson Cancer Center i Houston i USA, men stamcelletransplantationen foregik på Rigshospitalet - en operation, som gav Fog fornyet håb om helbredelse.

»Det gik lige efter bogen. På mit værelse efter indgrebet stod der et dannebrog. Jeg spurgte personalet: ”Hvad skal flaget?”. Og de sagde: ”Du har jo fødselsdag, du er født på ny”.

»Man kan sige, at jeg blev 25 år gammel i går. Det er ret fedt. Men der ryger folkepensionen,« sagde Jan Fog efterfølgende til Se og Hør.

Læs også:

Men så gik det galt. Torsdag eftermiddag blev han lagt i koma på Rigshospitalet og kort efter sov ejendomsmillionæren stille ind. En udvikling, der ikke kommer bag på overlæge Jens Oluf Bruun Pedersen, der er lægefaglig redaktør i Kræftens Bekæmpelse.

»Det er ikke typisk, at der opstår komplikationer, men det er heller ikke meget sjældent. Det er en kendt risiko.«

»Bliver man først ramt af en infektion, bliver det videre behandlingsforløb vanskeligt. Det er rigtig farligt, og ens tilstand kan blive forværret hurtigt,« siger han.

Læs også:

Hurtigt gik det. Smilet, optimismen og håbet kunne ikke redde livsnyderen. Facaden krakelerede, og den sidste udvej endte blindt.

Jan Fog blev 66 år og efterlader sig sin kone, Charlotte Juul. Han har desuden to brødre, Ivar og Michael Abildhøj Fog.