For den danske, og verdenskendte, fotograf Jan Grarup, har de sidste 13 måneder været lange og hårde. I den tid har hans gode ven og tidligere assistent, den 25-årige fotograf Daniel Rye Ottosen, været holdt som gidsel af terrorbevægelsen ISIS i Syrien.

- Det har været hårdt for alle os, der har været tæt på denne misere omkring de langvarige forhandlinger. Heldigvis har der været nogle dygtige mennesker inde over det her, som har gjort et kæmpe stykke arbejde for at få ham hjem, siger Jan Grarup til BT.

Her ses Daniel Rye Ottosen:

Jan Grarup frygtede det værste, og derfor er han lettet over, at Daniel Rye Ottosen torsdag blev frigivet.

Han har ikke nået at tale med Daniel efter frigivelsen. Til gengæld havde han ofte telefonisk kontakt med ham, inden han blev taget til fange i maj måned sidste år. Den gang rådgav den erfarne fotograf det unge talent om det projekt, han havde sat i verden.

- Det var et projekt, der havde masser af kant og masser af relevans. Jeg støttede ham i det og opfordrede ham til at fortsætte med arbejdet. Derfor føler jeg også, at jeg har været med til at skubbe ham ud i denne forfærdelige situation, og det har jeg det svært med, siger Jan Grarup.

Efter at have været i Somalia med Jan Grarup, som hans assistent, besluttede Daniel Rye Ottosen at drage ud på sit eget eventyr. Det ledte ham mod Syrien for at dække den humanitære krise i det krigshærgede land.

Det førte ham til grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, hvor tusindvis af flygtninge dagligt forsøger at krydse grænsen for at søge væk fra krigens rædsler. Det var her, at det gik galt for den unge fotograf.

- Han opsøgte ikke selv denne gruppering, men løb ved et tilfælde ind i de forkerte mennesker. Desværre kom han til at befinde sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, siger Jan Grarup.

Jan Grarup har selv erfaringer fra sine 25 år i konfliktramte områder. Hvis han selv var blevet sendt til Syrien, ville han ikke have taget unge volontører med. Det er simpelthen et for farligt område at færdes i.

- Situationen i Syrien er meget kaotisk. Magtbasen skifter hele tiden. Dem, der har kontrollen i et lyskryds har det ikke i det næste, så det er svært at bevæge sig og finde nogen, man kan stole på, siger han.

Selvom Daniels gidseltagning har rystet den erfarne fotograf, så får det ikke Jan Grarup til at ændre opfattelse af, at det arbejde, som han og sine kollegaer udfører, er vigtigt.

- Det er med livet som indsats, når man dækker de her historier. Det skal man have gjort op med sig selv, inden man tager ud for at dække de her historier. Det kan være meget alvorligt. Til gengæld er det også vigtigt, at nogen tør åbne folks øjne op for det, der foregår ude i verden, siger Jan Grarup.