Elitesvømmeren Jeanette Ottesen er dybt rystet over det overfald der blev begået mod hende og hendes kæreste søndag.

»Jeg er dybt chokeret. Jeg får det bedre og bedre hver dag, men jeg er stadig uforstående over for, hvordan det, at jeg ikke er hurtig nok i optrækket, kan provokere manden til at gøre sådan nogle ting,« siger svømmeren til BT.

Søndag eftermiddag blev den 28-årige svømmestjerne Jeanette Ottesen og hendes 26-årige kæreste Marco Loughran, der også er elitesvømmer, overfaldet da en rasende bilist.
Jeanette Ottesen og hendes kæreste Marco Loughran, var på vej til at køre over for grønt på Østerbrogade i København, da en varebil kom kørende bagfra.

»Han syntes åbenbart ikke jeg var hurtig nok. Han kører nærmest helt op i mig, så kører han uden om os og op foran os og stopper brat op, så jeg er lige ved at køre op i ham. Han stiger ud af bilen og går hen mod mig og vil slås og vifter med armene,« fortæller Jeanette Ottesen.
Marco Loughran valgte at stige ud af bilen og tage konfrontationen, men det gjorde kun manden mere rasende.

»Der blev råbt lidt frem og tilbage, og så begynder manden at slå og sparke ud efter Marco. Jeg hører, at Marco advarer ham om, at han vil slå igen, hvis han bliver ved. Manden sparker ud efter Marco igen, og Marco slår så ud efter ham og rammer ham, så han ryger tilbage mod hans bil.«

På det tidspunkt opdager Marco Loughran, at der sidder en dreng på omkring ti år inde på passagersæddet. Han siger "thats it" til manden, for at signalere, at nu må det stoppe. Men manden kommer tilbage og fortsætter med at slå ud efter Marco Loughran.

Flere personer kom ilende til stedet og skiller parterne ad, men ifølge Jeanette Ottesen gør de ikke mege tfor at hjælpe hendes kæreste. Tværtimod siger de, at han skal skride.
Manden hopper tilbage ind i sin varevogn og Marco går tilbage til parrets bil. Optrinnet synes umiddelbart at være overstået, men det er det langt fra.

Efter at have kørt nogle meter, kører de ind til siden for at se på skaderne. De sidder med vinduerne rullet ned, da Jeanette Ottesen i bakspejljet får øje på en person, der kommer gående. Det viser sig, at være den samme mand.

Han giver Marco Loughran seks-syv slag. Jeanette Ottesen forsøger at afværge slagene og brækker på den måde en lillefinger og forstuver et par andre fingre. Kæresten får sin sikkerhedssele af, river døren op og skubber manden væk.

»Han får ham lagt ned, og igen er der en masse mennesker der kommer til. Igen tror folk, at det er Marco, der er the bad guy, fordi han ligger øverst. Det er rimeligt frustrerende,« siger Jeanette Ottesen.

Under overfaldet pådrog Marco Loughran sig et flækket øjebryn, der måtte sys med seks sting. Noget af hans øre er revet op, og derudover fik han hul i hovedet, fire flækkede tænder og en masse blå mærker over hele kroppen. Trods den ubehagelige oplevelse tager han dog situationen roligt, fortæller Jeanette Ottesen.

»Han tager det faktisk ret cool. Marco vil bare gerne have, at vi finder ham, og at vi får noget retfærdighed,« siger hun.

Jeanette Ottesen tror, at det var helt tilfældigt, at overfaldet lige gik ud over dem:
»Det var lige meget hvem det var, han var bare ude på at gøre nogen fortræd, og det blev så bare lige os.«

Episoden er blevet meldt til politiet. Det lykkedes parret at notere varevognens nummerplade, og manden er nu efterlyst. Manden så ifølge Jeanette Ottesen ud til at have tyrkisk baggrund. Han var skaldet, men dækkede issen med en sort kasket.