48-årige Marie Louise Sørensen lider af skizofreni, en af de mest stigmatiserede psykiske sygdomme. Men hun er også gift med Lars, er mor til to sønner og får en fremragende hjælp fra det psykiatriske behandlingssystem, når hun rækker ud efter den. "Jeg synes, jeg har et fint liv," siger hun.
Hun har med egne ord »været syg hele livet«.
Som niårig fik hun sin første psykose. Hun er røget ud og ind af psykiatriske afdelinger både som barn, ung og voksen, har været udsat for overgreb og har perioder, hvor hun hører stemmer, ser store edderkopper i rummet og har en oplevelse af, at »blodet vælter ud af min krop«.
Hun har også haft flere selvmordsforsøg.
48-årige Marie Louise Sørensen lider af skizofreni, og hun lægger ikke skjul på, at tilværelsen i perioder virkelig har vist tænder og været svær at håndtere.
Men hun har også i snart 30 år været sammen med Lars, hendes store kærlighed, som har passet på hende og været der både i medgang og modgang.
Sammen har de fået to sønner, der nu er voksne og fortæller hende, at hun har været en god mor, og at de har haft en god barndom.
Og når tilværelsen for alvor er brast sammen - og hun har rakt ud efter hjælp - har det psykiatriske behandlingssystem stået klar med hjælp og støtte.
»Jeg er SÅ TRÆT af at blive betragtet som potentielt farlig og helt crazy i hovedet. Jeg betragter mig som et normalt menneske, der bare har nogle vanskeligheder.«
Det er det budskab, som Marie Louise Sørensen, ved at fortælle sin egen historie, gerne vil ud med som modvægt til den almindelige forestilling om, at psykisk syge svigtes og er ofre for brudte familie-relationer, ensomhed og kriminalitet.
Der er også en anden og på lange stræk mere positiv fortælling. Det kan faktisk lade sig gøre at få et godt liv trods svære odds med en sygdom, som mange er utrygge ved og decideret bange for.
Det er læren af de erfaringer, hun selv har gjort sig.
Derfor vil hun også meget gerne være med til at gøre op med de fordomme, der findes om psykisk syge og den hjælp, som psykiatrien og den del af velfærdssystemet er i stand til at yde.
»Siden jeg fik min diagnose – udifferentieret skizofreni – har jeg fået en fantastisk hjælp og støtte af alle omkring mig, familie, kommune, socialpsykiatri og distriktspsykiatri. De har simpelthen slået ring om mig, jeg har kun godt at sige. Hvis man har sygdomserkendelse, samarbejder og rækker ud, så er der rigtig meget god hjælp at få som skizofren i Danmark,« siger Marie Louise Sørensen.
Den pointe lægger hende meget på sinde. Hun ved godt, at mange, både blandt patienterne og personalet, mener, at psykiatrien hænger i laser, at der er personaleflugt, og at der er så travlt, at der ikke er tid til at tage sig ordentligt af de syge, som suser ud og ind af de psykiatriske afdelinger uden at få en tilbundsgående hjælp.
»Sådan oplever jeg det altså ikke. Når jeg får det dårligt og f.eks. har brug for at blive indlagt, så beder jeg om hjælp – og så får jeg den. Når man ringer, så kommer de, sygeplejersker, kontaktpersoner og andre. Der bliver aldrig sagt nej på grund af travlhed eller andet.«
Men Marie Louise Sørensen fortæller også, at der gik tid, lang tid, før hun fik den diagnose, som udløste den hjælp, der fungerer så godt.
Det tog mange år, før hun nåede dertil, og op gennem sin barndom og ungdom var hun gennem et uendeligt broget forløb, hvor hun kæmpede med sine psykiske dæmoner, uden at hendes omverden forstod og indså, hvad det handlede om.
Som barn oplevede hun det første sygdomstegn. Pludselig kunne hun ikke gå på sit højre ben. Det var en psykose, som siden er kommet igen flere gange. Altid på det højre ben.
Men dengang, da hun var ni år, blev det ikke opfattet som noget psykisk. Marie Louise Sørensen blev indlagt på den ortopædkirurgiske afdeling på Sorø Sygehus for at blive behandlet for, hvad man troede var en fysisk lidelse.
Efter en måneds tid klingede psykosen af. Efterfølgende kom der flere lignende episoder, og det begyndte at blive kædet sammen med, at der kunne være nogle psykiske problemer.
Hun var hyppigt i kontakt med de psykiatriske afdelinger på de sjællandske sygehuse, og som 14-årig blev Marie Louise Sørensen anbragt på en institution for unge med psykiske problemer.
Hun blev stadig mere plaget af angst, følte ikke at hun kunne holde ud at leve, og forsøgte flere gange at tage sit liv. Det alvorligste forsøg var som 17-årig, hvor hun lå flere uger på intensivafdeling i respirator og i kunstig koma.
Hun fik også medicinsk behandling, men hele tiden var vurderingen, at de psykiske problemer bundede i sociale problemer. Ingen lavede koblingen til skizofreni.
Selv havde hun opdaget, at det var det, hun i virkeligheden led af. Det havde hun fundet ud af ved at læse bøger på biblioteket.
Hun håbede, at hun kunne få afkræftet, at det var det, det handlede om. Hun gjorde også alt for at skjule det overfor sine behandlere, at det nok var den sygdom, hun havde, og som lå bag hendes store problemer.
»Jeg var skrækslagen for at få diagnosen. Det ville være som at få en dødsdom og noget, jeg aldrig ville slippe af med. Derfor gik der desværre en del år, før jeg rent faktisk fik stillet diagnosen.«
I stedet kastede hun sig i sin ungdomstid ud i et desperat forsøg på selvmedicinering ved at behandle sig selv med hash og speed. Hun kom i dårligt selskab, som hun formulerer det, og røg ind i et barskt rockermiljø på Midtsjælland med kriminalitet, ligesom hun flere gange blev voldtaget, hvilket yderligere var med til at forværre hendes sygdom.
Hendes nu afdøde forældre – faren var violinist, og moren sekretær - fulgte med fra sidelinjen, men havde svært ved at stille noget op og hjælpe hende, da hun som ganske ung i perioder rendte rundt om natten.
Hendes helt store held og lykke var, at hun som 18-årig mødte Lars, der netop var blevet uddannet som journalist. For første gang oplevede hun at blive set som den »begavede, sjove og kønne unge kvinde, jeg er«.
De flyttede sammen, men de psykiske problemer fortsatte. Hun prøvede at få hjælp fra en psykolog, men det gav ikke rigtigt noget.
Psykoserne dukkede op med mellemrum, og dem tacklede hun sammen med sin mand, som var blevet en stor støtte og tog over, når hun ikke magtede at passe de to sønner, de havde fået.
»Lars var sød og forstående og accepterede, at jeg i perioder lå i sengen og var dårlig og havde mærkelige forestillinger. Jeg undgik indlæggelser i den periode, fordi han tog sig af mig, lavede mad, købte ind og så videre. Og ikke mindst hjalp mig, når jeg havde svær angst og var psykotisk.«
I de år forsøgte hun at tage flere uddannelser, bl.a. som sygeplejerske med en stor drøm om at blive anæstesisygeplejerske. Det mislykkes, fordi hun løb ind i psykoser og troede, at hun blev jaget og forfulgt.
Hun skjulte stadig, at hun var skizofren – indtil et tidspunkt, da hun var i starten af 30erne og ikke magtede det længere.
Hér fortalte hun for første gang sin praktiserende læge, hvordan hun virkelig havde det. Det førte til en flere måneder lang indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, hvor hun i 2004 fik stillet en egentlig skizofreni-diagnose.
Det viste sig at blive en »enorm lettelse«, og for første gang fik hun nu den omfattende hjælp og støtte, hendes sygdom kræver.
Der fulgte en lang årrække, hvor det ved hjælp af bl.a. medicin og ugentlige kontakter til distrikts- og socialpsykiatrien gik rigtigt godt.
Marie Louise havde fået førtidspension, Lars arbejdede på landsdækkende medier, og sammen fik de skabt en god tilværelse for deres børn og dem selv – indtil hun i løbet af 2017 på ny fik det værre og værre.
Hun begyndte at føle sig som en stor belastning for sin mand og forsøgte igen at begå selvmord.
En seks måneder lang indlæggelse på en lukket, psykiatrisk afdeling fik stabiliseret sygdommen, og op mod jul sidste år flyttede Marie Louise ind på et psykiatrisk bosted med eget rækkehus og have, men omgivet af andre beboere i samme situation og med personale tæt på til at tage sig af hende.
Der bor hun i dag, og det er hun godt tilfreds med.
»Det gik simpelthen ikke længere, at jeg boede hjemme ved min mand. Jeg har brug for meget mere hjælp og støtte, end jeg kan få der. Lars behøver heller ikke hele tiden at gå rundt og være bekymret og bange for at miste mig. Både min mand og jeg er glade og trygge. Jeg er faktisk rigtig glad for at bo i et land, hvor jeg kan bo så fint, som jeg gør her,« siger Marie Louise Sørensen.
Selv om hun er flyttet, elsker de stadig hinanden højt og er i hyppig SMS-kontakt, fortæller hun.
De snakker sammen i telefon, og når Lars har fri, ses de og overnatter hos hinanden - nogle gange hos Marie Louise, andre gange hos ham, ligesom de fejrer fødselsdage, helligdage etc. sammen.
»Vi opfatter det på samme måde som et gammelt ægtepar hvor den ene er nødt til at skulle på plejehjem. Kærligheden ophører ikke - ikke i vores tilfælde«.
Men trods de nye, velfungerende rammer har Marie Louise Sørensen stadig nogle frustrationer, som også er en væsentlig årsag til, at hun har valgt at medvirke i et interview med Berlingske.
For hun og hendes familie mødes stadig med fordømmende, skeptiske og kritiske blikke fra omverdenen uden for familiens kreds og psykiatrien.
»Når jeg møder nogen og fortæller, at jeg er skizofren, stivner de i ansigtet. Folk tror, jeg går rundt og smører afføring på væggene – og at jeg vil slå dem ihjel. Det er forfærdeligt,« siger Marie Louise Sørensen.
Dén oplevelse er hun ikke alene om.
Flere befolkningsundersøgelser, der er gennemført som led i den årelange ”En af os”-kampagne for at bekæmpe udstødningen af psykisk syge, har påvist, at netop skizofreni er den mest tabubelagte lidelse overhovedet og er den psykiske sygdom, folk nødigst vil lide af.
Forestillingen om at stå overfor et menneske, der ikke virker til at have styr på sig selv, skaber usikkerhed og frygt – og får folk til at lægge afstand til patienter med skizofreni.
Når sygdommen omtales i medierne, sker det også som oftest med en negativ vinkling og med afsæt i dækning af mord og voldsepisoder. Dermed er man med til at skabe et billede af, at alle, som får diagnosen, er farlige, selv om der ifølge kampagnen – som en bred vifte af sundhedsmyndigheder står bag – er nogenlunde lige så stor sandsynlighed for at blive overfaldet af en person med skizofreni som for at blive ramt af et lyn.
Senest Marie Louise Sørensen mødte fordommene om den farlige skizofrene, var da hun mødte nogle gamle skolekammerater, der blev forfærdede og helt hvide i hovederne, da hun fortalte, at hun led af skizofreni.
Det var, som om at de troede, de stod foran verdens undergang og skulle dø om fem minutter, fortæller hun.
Der er også folk, som har blokeret hende på Facebook, hvor hun har valgt at være åben om sin sygdom.
Det er hun ked af, og det er hun også af den opfattelse, hun møder af, at skizofrene er »potientielt farlige, kommer fra dårlige kår, tilhører den laveste klasse i samfundet, er ubegavede, svage og ikke mindst totalt crazy i hovedet«.
»Sådan er det jo ikke. Alle i familien både på min og på min mands side er højt uddannede og har gode karrierer. Ingen i vores familie er psykisk syge eller på overførselsindkomst. Selv er jeg normalt begavet og ikke farlig for nogen.«
Det er det budskab og den fortælling, som Marie Louise Sørensen gerne vil ud med, og som hun – ved at stå frem med sin egen beretning – håber kan bidrage til at ændre billedet af skizofreni og psykisk sygdom.
Nok har hun oplevet barske nedture, men der har også været glæder og gode stunder.
»Jeg synes, jeg har et fint liv,« siger Marie Louise Sørensen.
