00erne var grådighedens årti. Det var dengang Peter Forchhammer var god for over 1 milliard, gik konkurs og tabte det hele igen. »Jeg var med til at hype gejsten større for at få skidtet til at fortsætte og min egen formue til at vokse,« siger han. »Det har jeg det dårligt med i dag.«
»Dengang jeg var rig og gik ind i en forsamling eller til en fest, tænkte jeg nogle gange, at nu ser de andre sikkert alle sammen op til mig. Det er forfærdeligt at indrømme det, men jeg syntes faktisk, de burde se lidt op til mig. I dag, hvor jeg er blevet fattig, kan jeg godt se, at den følelse var vildt latterlig. Jeg mener: Gik jeg virkelig rundt og troede, at jeg var noget?
Jeg kan godt forstå, at grådighed er en dødssynd, måske den værste af dem alle. I grådighed ligger, at man rager til sig og gerrigt holder på det. Det kan jeg virkelig ikke klare. Jeg synes, det er forfærdeligt, når overrige mennesker sidder på deres horder af penge og ruger. I den forstand har jeg altid kun været halvt grådig. Jeg har aldrig været den, der tog den sidste krumme eller kørte en masse retssager mod stiftere eller ejere af de selskaber, jeg investerede i. Jeg var ret lemfældig, kan man nok sige, og brugte alt det, jeg fik ind, til at sætte noget i gang. Det kan jeg i det mindste glæde mig over her snart 10 år efter min konkurs: Jeg holdt sgu ikke på pengene!
Men selvfølgelig har jeg også været grådig. Når banken ringede og sagde, at der ar råd til, at jeg kunne hæve kreditten eller spurgte om jeg ikke ville købe nogle værdipapirer, sagde jeg ja. Sådan var det i 00’erne: alle skule have mere og mere.
Hver dag, jeg gik hjem fra arbejde, kunne jeg aflæse kurserne på børsen og se, at nu var jeg blevet 22 millioner rigere. Det gik over ens forstand, at det gik så godt. Det er en vanvittig behagelig følelse at se tallet på kontoen stige. Men den er også meget kortvarig. Jo større tallet blev, jo mindre glæde havde jeg af at se mine investeringer få succes.
Dem, der har mange penge, vil have endnu flere. Det er frygteligt, men sådan er det: Da jeg havde 100 millioner, så jeg op til dem, der havde en halv milliard. Men da jeg havde en halv milliard, tænkte jeg, at det var der jo så mange, der havde, og det ville først være rigtig specielt, når jeg havde en hel. Jeg fik et kick ud af at se formuen vokse, men fik akut hængende mundvige, når jeg var sammen med nogen, der var endnu rigere end mig. Så gik jeg der og var lidt beklemt ved situationen og følte mig som minde betydningsfuld.
Artiklen fortsætter under billedet...
I dag kan jeg godt se, at det er en helt latterlig følelse. Men mange rige ser sig selv som fattige, fordi de har en omgangskreds, der er endnu rigere. Jeg var milliardær og gik rundt og følte mig lidt som en stakkel, fordi jeg kun var blandt landets 100 rigeste og ikke de rigeste 10.
Du kan kalde det grådighed. Men det handler også om anerkendelse og ærekærhed. Børsens liste over de 100 rigeste blev beviset på, at man kunne noget. Jeg var hverken direktør eller skuespiller eller sportsstjerne, men på den liste kunne enhver idiot sort på hvidt se, at jeg kunne finde ud af noget, nemlig at tjene penge.
Når man er på forsiden af et magasin sammen med Maersk McKiney Møller – det giver da et kick! Er man milliardær er man ligesom i en anden liga. Så kommer du væk fra alle de der kedelige udtryk – rigmand, finansmand, spekulant, pengemand, som medierne hæfter på en, når man er på vej op. Som milliardær er du højt hævet over alle andre. Det var også derfor vi skabte Milliardærklubben.
Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville være rig. Da jeg var 14, begyndte jeg med de første små forretninger. Allerede da jeg var 18, var jeg mere velhavende end min far, der var talepædagog. Da jeg fik en større bil end ham, bad han mig om at begynde at betale for at bo hjemme.
Grådighed er ikke kun dårlig. Det er også ambition – hvis ikke man har den, vil man aldrig gå i gang med at arbejde for at ens virksomhed skal blive stor. Selve kapitalismen er grådig, kan du sige. Og selvom jeg bliver mindre og mindre kapitalistisk med årene, mener jeg stadig ikke, at vi har et bedre system. På den måde er grådighed en del af gamet i den branche, jeg har befundet mig i.
Alligevel fortryder jeg, at jeg fik andre til at ride med på grådighedsbølgen.
Jeg har fået andre med på nogle aktier, som jeg havde fået på børsen, og som var kommet op i et prisleje, jeg selv syntes, var unaturlig højt. Jeg tænkte, det ikke kunne passe, at det skulle være så dyrt, men lad os få så mange som muligt med på vognen og få skabt noget gejst omkring den her aktie eller option på et stykke land. Jeg var med i heppekoret, fordi jeg troede på, at opturen ville fortsætte. Og jeg har et par venner, hvor jeg føler, at jeg har været en pind i deres økonomiske ligkiste, fordi de kom med på nogle af mine projekter, som gav dem store problemer. Jeg var med til at hype gejsten større for at få skidtet til at fortsætte opad og min egen formue til at vokse. Det har jeg det dårligt med i dag.
Da konkursen ramte i 2008, tog kreditorerne det hele. Jeg havde givet min kone et ur til 200.000 i 40 års gave et halvt år forinden. Det røg tilbage. Selv den lille opsparing, jeg arvede fra min far, som havde spinket og sparet hele livet, blev taget. Selvom jeg havde spredt mine investeringer ud på mange brancher, krakkede det hele samtidig. Folk har glemt, hvor hurtigt det gik dengang. Du kunne ikke sælge en brugt Volvo på gaden for en halvtredser.
I andre lande har konkurs ikke samme negative klang som i Danmark. I USA siger man, at en investor skal være gået konkurs tre-fire gange, før man kan tage ham seriøst. Herhjemme bliver man opfattet som kriminel, selvom man hverken har taget af kassen, haft Skat efter sig eller været i fængsel. End ikke Vækstfonden, som er finansieret af staten, vil godkende projekter, hvor mit navn fremgår. Det mener jeg er dybt problematisk.
Da jeg var ung, tænkte jeg, at rigdom var evig lykke. At alle problemer kunne klares med penge. Min kone og jeg snakker nogle gange om, hvorfor vi ikke fik lagt gulvvarme eller lavet en pensionsopsparing, dengang vi havde pengene. Da jeg var milliardær, væltede jeg mig i julegaver og rejser fra virksomheder og banker. I dag er der ingen, der sender noget, og vi har knap og nap råd til at få skiftet vores tag. Men generelt prøver jeg at se fremad og ikke tilbage, for jeg har fundet af, at rigdom overhovedet ikke er lykken. Det giver ikke nødvendigvis mere frihed, for man får nogle andre lænker og bekymringer at plages med.
Det værste ved at være rig er, at man aldrig fatter, hvem der er ens rigtige venner og hvem der bare er der for at snakke en efter munden, fordi de håber, der falder noget af.
Og mange af de glæder, du kan købe dig til som rig, har du også som fattig – bare gratis. Du kan gå en tur i en park og nyde naturen – uden at skulle betale ejendomsskatter og hyre en gartner. Du kan køre rundt i gader og stræder og nyde Københavns smukke bygninger – uden at irriteres over, at de ejendomme, du ejer, ikke er blevet malet som aftalt.
I gamle dage kunne jeg ikke forstå, at nogle af mine venner kunne sige nej til et job eller en god investeringsmulighed, hvor de fik en halv million mere. Jeg tænkte, de var bindegale. Jeg troede simpelthen ikke på, at der fandtes mennesker, der ikke kunne lokkes af penge, men var fint tilfredse med at have deres venner og leve deres almindelige liv med et almindeligt hus og en lille bil. Det forstår jeg godt nu.
Jeg får meget større glæde ved at sætte noget i gang i dag, fordi selv små fremskridt faktisk betyder noget. Jeg glædes mere og ærgres mere. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sige det, men efter jeg mistede mine penge, er jeg pludselig ikke blevet så interesseret i at få dem igen.«
