Udlændinge skal deponere deres kulturelle bagage ved grænsen og med Søren Pinds ord blive en del af »stammen« for at bo i Danmark. Marc-Christoph Wagner nægter. »Man kan ikke bare udskifte sin identitet,« siger den tyske korrespondent, der mener, at Danmark er gået i selvsving i debatten om danskheden og den nationale identitet.
I sidste uge spurgte en af Marc-Christoph Wagners venner, om han ikke snart skulle være rigtig dansker. Han havde trods alt boet over 15 år i landet. Er uddannet cand.scient.pol. i Aarhus og ville uden at blinke kunne bestå den omdiskuterede statsborgerskabstest. Han er dansk gift og har tysk-danske børn. Taler flydende dansk. Betaler topskat. Hvor dansk kan det blive?
»Ellers tak!«
Den 46-årige tysker siger det smilende, men uden at blinke.
De seneste 12 år har Marc-Christoph Wagner arbejdet med at forstå og portrættere Danmark og det øvrige Skandinaven som Nordens-korrespondent for tysk radio og TV. I dag mødes Berlingske med ham ved den dansk-tyske skole Skt. Petri i København, hvor hans børn går, og han selv sidder i bestyrelsen, for at få et begavet svar på spørgsmålet: Kan man som udlænding blive rigtig dansker? Og skal man? Og i så fald hvordan?
Hvorfor skal vi udlændinge være som jer?
»Det er ikke, fordi jeg afskyr Danmark,« siger Marc-Christoph Wagner forsonende og vifter med sit tyske pas, som han har medbragt til interviewet. Han elsker at bo her, føler sig hjemme.
»Jeg forstår bare ikke, hvorfor samfundet er så ivrigt efter, at vi udlændinge skal blive ligesom jer. Jeg vil aldrig kunne føle mig som dansker. Og jeg har heller ikke lyst til det. I dag er det nærmest sådan, at man skal tænke og opføre sig præcis på samme måde som danskerne for at kunne leve i jeres land.«
Det er i hvert fald det indtryk man kan få, når man lytter til den politiske debat. Danmarks næststørste parti, Dansk Folkeparti, har alle dage talt om, at indvandrere, hvis man da ikke kan smide dem ud af landet, skal »adoptere danskheden«, blende ind og ende med at blive danskere. De senere år er flere i Venstre og Socialdemokraterne også begyndt at argumenteret for at udskifte målet om integration med assimilation – at indvandrere ikke blot skal optages i det danske samfund, men skal overtage danske værdier. Når folk kommer til Danmark, kommer de selvfølgelig for at blive danskere, lyder argumentet.
Eller som justitsminister Søren Pind (V) formulerede det til grundlovsdag:
»Det handler om, at man bekender sig til Danmark. Hvis man kommer til et nyt land, så kommer man ikke for at lave det om mentalt … Man kommer for at blive en del af stammen.«
Regnfuld ferie i Skagen
Marc-Christoph Wagner skiftevis forundres og ledes.
»Danmark er utrolig »selvoptaget« i ordets oprindelige betydning. Vi tyskere har slet ikke på samme måde behov for hele tiden at definere, hvem vi er. I mejsler det ind i sten. Jeg kan ikke forstå, at det fylder så meget. Hvorfor danskhed hele tiden skal defineres i kontrast til noget andet.«
Sådan har det ikke altid været, mener han.
At Marc-Christoph Wagner havnede i Danmark, var på mange måder en tilfældighed. Født i Vestberlin havde han intet andet forhold til naboen i nord end en enkelt regnfuld ferie i Skagen i barndomsårene. Altså ind til han i 3.g. forelskede sig hovedkulds i en pige fra Aarhus Statsgymnasium. Han rejste til Danmark i 1992 for at studere, fandt sammen med en anden dansk kvinde. Og efter et intermezzo på en håndfuld år i Berlin vendte han og den danske kvinde, som han samme år blev gift med, i 2003 tilbage til Danmark. Et forandret Danmark, oplevede Marc-Christoph Wagner, og et, hvor nationaltrøjen blev strammere år for år:
»Man forskyder hele tiden de betingelser, der er tilstrækkelige for, at udlændinge kan være her. Før skulle vi overholde lovene og bidrage til samfundet. Det var en minimalistisk og liberal tilgang. Nu skal vi optage kulturen og assimileres. Spise det samme. Tænke det samme. Ville være danskere. Gu’ vil jeg da ej! Jeg mener: Hvornår stopper det?«
Tysk fortid er historier fortalt i nutiden
Måske har Marc-Christoph Wagner også forandret sig, medgiver han. Blevet ældre og klarere på, hvad det vil sige at være tysk. Og hvor forskelligt det er fra det danske. Og måske endnu stærkere: fundet sig til rette i en europæisk identitet.
Når han lukker øjnene, kan korrespondenten stadig lugte de russiske soldater med Kalashnikov-automatgeværer ved grænseovergangene mellem Øst- og Vestberlin, forklarer han.
Bedsteforældrene fortalte historier fra Hitlers tid og sidenhen om, da russerne kom til. Historie var ikke noget teoretisk, man lærte om i skolen. I Tyskland er fortiden historier fortalt over aftensmaden. Det er skudhuller i bygningerne. Og det er det, Marc-Christoph Wagner har med i bagagen: bevidstheden om at stamme fra et stort land med en tung historie i en delt by i et delt Europa. At det betyder noget, hvor man kommer fra. Og at det europæiske projekt netop handler om at enes om nogle grundlæggende borgerrettigheder, som transcenderer det nationale, uden vi skal overtage hinandens kulturer, men kan leve som ligeværdige og give plads.
Det er blandt andet derfor, han har engageret sig i bestyrelsen på Sankt Petri-skolen, hvor vi er mødtes for at snakke. Fordi den dansk-tyske skole efter hans mening beviser, at det faktisk godt kan lade sig gøre at lade to sprog og to kulturer mødes i øjenhøjde, uden at den ene skal dominere den anden. At man ikke behøver give afkald på sin historie for at være med.
»Jeg ved ikke, om jeg ligefrem ville føle, jeg bedragede alt det, hvis jeg erklærede mig som dansker. Men jeg føler ikke, man kan skifte nationalitet på den måde. Jeg tror ikke, man kan tillære sig en ny identitet,« siger han.
Følelsen af dårlig popmusik
De oplevelser og minder, man får i ungdommen, er nemlig både svære at komme af med og tillære sig senere på ny. De formative år kan hverken fortrænges fra personligheden eller konstrueres i en voksen alder, hvad end minderne handler om krig og kugler eller så banale ting som musik.
»Tag den aarhusianske gruppe TV-2,« siger Marc-Christoph Wagner.
»Alle danskere har en intuitiv fornemmelse for sangene og teksterne, fordi I har danset til det, er vokset op med det. Men for mig – selv om jeg forstår alle ordene – lyder det bare som dårlig popmusik. Selv hvis jeg ville, kunne jeg ikke blive dansker i følelsen. Jeg mangler så meget. Og så meget er stadig fremmed for mig i den måde, I tænker om jer selv og jeres land på.«
Marc-Christoph Wagner giver et andet eksempel:
Hver eneste gang, der er et ledigt trænerjob i Europa, udråbes Michael Laudrup som den »oplagte kandidat«. Sådan har det været de seneste ti år, selv om manden i realiteten ikke har drevet det videre end til et par mindre spanske klubber og nogle rigsmandsforetagender i Rusland og Qatar.
»Men med hvilken ihærdighed og kontinuitet man kan blive ved med at skrive om Michael Laudrup som den bedste og mest oplagte – det er utroligt! Det er måske nok et humoristisk eksempel, men det er den samme selvopfattelse, der går igen i mange andre emner: »Hey, det her er verdens centrum, og vi er de lykkeligste mennesker på denne jord.«
Et tredje eksempel:
I Tyskland fungerer rigtig meget rigtig godt. Eksempelvis kan man tage et tog fra Hamburg til Berlin på halvanden time. Det er hurtigt. Alligevel går diskussionen i Tyskland altid på, om det ikke kunne gøres lidt bedre. Landet er i en konstant kollektiv selvkritisk refleksion. Det er en del af DNA’en at lede efter optimeringspotentiale. Det samme kendetegner håndteringen af det aktuelle flygtningespørgsmål. I Danmark er man derimod verdensmestre i alt, selv om tingene ofte fungerer mindre godt, forklarer Marc-Christoph Wagner:
»Da jeg kom hertil i 90erne, havde man verdens bedste sundhedsvæsen, verdens bedste folkeskole, verdens bedste offentlige transport. Jeg siger ikke, at de ting ikke er gode. Men set udefra er der altså meget, som kunne fungere en hel del bedre. Og alligevel er danskerne verdensmestre i det hele. Den tankegang er mig så fremmed.«
Ikke kun fordi den er udtryk for et land, der er »selvoptaget i ordets egentligste forstand«. Men også fordi den ifølge Marc-Christoph Wagner rummer en farlig, underliggende præmis for den politiske debat. For når det bliver en etableret sandhed, at Danmark er jordens midtpunkt og verdens bedste samfund følger naturligt deraf, at det samfund også har behov for beskyttelse med alle midler, så ingen udefra kommende elementer ødelægger det nationale paradis.
Søfartsdanmark og landbrugsdanmark
Men giver det ikke meget god mening, at vi elsker vores eget, netop fordi det er vores eget, også selv om det ikke nødvendigvis objektivt er verdens bedste? Ligesom vi ikke elsker vores egne børn, fordi de nødvendigvis objektivt er smukkere eller sødere end andre børn, men fordi de er vores – præcis som andre elsker deres børn af samme årsag.
»Jeg elsker skam også Danmark,« siger Marc-Christoph Wagner: »Eller i hvert fald den del af Danmark, som giver plads til, at jeg kan være her, som den jeg er. Men Danmark er jo heller ikke én ting, og danskerne er ikke ens. Jeg har mødt verdens mest begavede og kærlige mennesker her, ligesom jeg har mødt de største nokkefår.«
Lidt polemisk kan Danmark, som han ser det, groft opdeles i to billeder. Der er »landbrugsdanmark« repræsenteret af fortidens bønder, som vogter nidkært over deres jord og er bekymrede for alt, der kommer ude fra. Og så er der »søfartsdanmark« repræsenteret af fortidens stærke vikinger, der drager ud i verden, tror på sig selv, erobrer og kommer hjem.
»Hvis vi accepterer det billede, med alle de mangler, det har, må jeg sige, at jeg elsker søfartsnationen Danmark. Men jeg er lidt bange for landbrugsnationen, som virker til at blive stærkere og stærkere i disse år. Jeg anerkender, at Danmark er et andet land med en mindre tung i historie, og at der kan være meget positivt at sige om en debat uden for mange tabuer.«
Marc-Christoph Wagner holder inde et øjeblik:
»Jeg føler mig hjemme her. Jeg er velintegreret og tilpasset. Og jeg siger ikke, at den tyske tilgang nødvendigvis er bedre end den danske. Men jeg har nogle gange tænkt: Hvis ikke jeg havde lært dansk så hurtigt, eller hvis jeg havde set lidt mere muslimsk ud, ville jeg så kunne klare at være her? Ville jeg kunne leve op til alt det, I mener, det kræver? Jeg føler mig hjemme, fordi jeg stadig kan få lov at være tysker. Men i det øjeblik, I kræver at jeg skal føle mig som dansker, vil jeg føle mig fremmedgjort og for alvor begynde at overveje, om ikke det var tid til at pakke kufferten.«
