Det er næsten et år siden, journalisten Jeppe Nybroe blev kidnappet tæt på den syriske grænse. Han blev holdt fanget i 28 dage af islamister, og henrettelsen af det japanske gidsel lørdag har påvirket ham betydeligt.

Det fremgår nemlig af tv2.dk, at han har meldt fra til et stort interview søndag aften:

»Jeppe Nybroe skulle have været i TV 2 NEWS søndag aften med efterfølgende LIVE-chat på tv2.dk. Han er imidlertid så påvirket af nyheden om det henrettede japanske gidsel i dag, at han har været nødsaget til at melde afbud,« står der på tv2.dk.

Den 7. februar 2014 blev Jeppe Nybroe taget som gidsel sammen med sin palæstinensiske makker, Rami Aysha, i den øst-libanesiske by Arsal. Gidseltagerne var syv islamister, som piskede, slog med våben og nedbrød ham psykisk, inden han efter 28 dage blev frigivet mod en løsesum. Størrelsen på løsesummen kendes stadig ikke.

I dag ved Jeppe Nybroe, at hans kidnappere har tætte bånd til Islamisk Stat og den syriske al-Qaeda-gruppe, Nusra-front.

Han er aktuel med bogen 'Kidnappet - I islamisternes fangehul', som udkommer den 3. februar. Men selvom han er godt på vej tilbage, har kidnapningen sat sig i ham for evigt. Og han bruger stadig sovepiller.