Kunstnerens billeder mangler kvalitet og kommer ikke til at hænge på Christiansborg, siger Folketingets rådgivende kunstudvalg.

Folketingets rådgivende kunstudvalg mener ikke, at kunstmaleren Johnny Madsen har den nødvendige kunstneriske kvalitet. Derfor får Madsen ikke lov til at udsmykke Liberal Alliances gruppeværelse på Christiansborg, som partiet ellers har ønsket.

- Det er vores klare indstilling, at Johnny Madsens billeder ikke har den kunstneriske kvalitet, der skal til for at udsmykke et gruppeværelse på Christiansborg, skriver kunstudvalget i sin begrundelse.

Ifølge Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, fik partiet for et par måneder siden at vide i et brev fra Folketingets administrative ledelse, at Johnny Madsen ikke kunne få opgaven, fordi han hverken er uddannet kunstmaler eller har modtaget offentlig støtte.

Men der er ingen krav til hverken uddannelse eller offentlig støtte, siger kunstudvalget.

- Kunstudvalget vurderer alene den pågældende kunstners produktion, samt om muligheden for, om det kunstneriske udtryk er egnet i den pågældende udsmykningsopgave.

Og det er det ikke, ifølge udvalget.

- Kunstudvalget har til hensigt at sikre, at Christiansborg får de bedste danske billedkunstnere. Der er stadig en række væsentlige danske billedkunstnere, som ikke er repræsenteret på Christiansborg, og vi finder ikke, at Johnny Madsen skal findes blandt disse, skriver udvalget i sin begrundelse.

Ifølge Jens Christian Jacobsen, chefkonsulent i Folketinget og sekretær i kunstudvalget, bygger udvalgets afgørelse på en faglig vurdering, foretaget af direktør for Statens Museum for kunst, Karsten Ohrt, og direktør for Sorø Kunstmuseum, Charlotte Sabroe. Begge er uddannede kunsthistorikere og medlemmer af Folketingets rådgivende kunstudvalg.

Kunstudvalget tilføjer, at flere fremragende danske billedkunstnere, som ikke er uddannet, har bidraget med væsentlige udsmykninger på Christiansborg. Eksempelvis har kunstudvalget for nyligt peget på Erik A. Frandsen i en anden sammenhæng. Frandsen er autodidakt, men er alligevel en af landets absolut bedste kunstnere, siger udvalget.

Anders Samuelsen undrer sig dog stadig over, hvorfor Johnny Madsen ikke er god nok på Christiansborg, når hans kunstværker hænger på den danske ambassade i Washington og på den danske generalkonsuls kontor i New York. Han undrer sig samtidig over de forskellige og modstridende forklaringer.

- Hvis der ikke er noget krav om uddannelse, og ingen krav om, at man skal have modtaget offentlig støtte, så er det endnu sværere at forstå, hvorfor Madsen ikke må få lov, siger Anders Samuelsen.

Han kræver derfor et møde med Folketingets ledelse for at få en forklaring. Det møde får Samuelsen allerede i dag, oplyser Jens Christian Jacobsen til B.T.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Johnny Madsen selv.
Det har heller ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra Folketingets kunstudvalg på spørgsmålet, hvordan det kan være, at Johnny Madsens kunst er god nok i Washington og New York, men ikke på Christiansborg.