Solen er på vej mod sin maksimale styrke. Det betyder flere store soludbrud i øjeblikket, der skyder en masse partikler mod Jorden og det kan få konsekvenser.

Et nærmere kig på solen afslører netop nu en enorm gruppe af solpletter. Et billede taget den 27. september viser, at gruppen dækker et område, der svarer til 13 gange Jordens diameter. Gruppen havde i weekenden flere store udbrud, der har sendt enorme skyer af elektrisk ladede partikler mod Jorden.

Det skriver Tycho Brahe Planetarium.

Skyerne ramte mandag jordens magnetfelt og var så kraftige, at der blev skabt nordlys over Danmark.

- Vi er generelt godt beskyttet her på jorden af magnetfeltet, som fanger de her partikler. Det er mest satellitterne ude i rummet, der er udsat for den største fare, siger Kristian Pedersen, astrofysiker og leder af Space Science Centre ved København Universitet, til bt.dk.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

Michael Linden-Vørnle, der er manden bag artiklen fra Tycho Brahe Planetarium, understreger også, at det ikke er farligt for os på jorden, men vi kan blive påvirket kraftigt i vores hverdag.

- Hvis en satellit, der leverer tv-signaler bliver ramt, så kan det selvfølgelig få indflydelse. Også vores radiokommunikation og el-stationer kan blive påvirket af de partikler, der kommer flyvende mod jorden. Vi er i et samfund, der er meget afhængige af elektronik, så det er noget, vi skal være opmærksom på, siger astrofysiker Michael Linden-Vørnle fra Tycho Brahe Planetarium, og uddyber.

- I oktober og november 2003 blev vi ramt af mange kraftige soludbrud, og det fik en stor del af Malmø til at miste deres strøm. Det samme gjorde sig gældende i 1989, hvor en stor del af Nordamerika var uden strøm, siger Michael Linden-Vørnle.

Satellitter følger udbruddene tæt

Solpletternes mørke farve vidner om, at solens magnetfelt er brudt igennem overfladen. Magnetfeltets opgave er at holde den varme gas, der findes dybt inde i solen, fra at komme ud til overfladen. Det har betydet, at temperaturen i de områder er faldet fra det normale 5.500 grader til ’kun’ 4.000 grader.

Allerede de kommende dage kan der komme flere soludbrud fra gruppen af solpletter. Flere satellitter, herunder NASA’s SDO satellit, holder øje med, hvad der sker. Solpletternes placering tæt på centrum af solen vil nemlig gøre, at alt materiale fra udbruddene vil blive kastet direkte mod jorden.

Solens aktivitet har en cyklus på 11 år, og antallet af solpletter afslører, at solen er på vej mod at nå sit maksimum. Det forventes, at det vil ske i første halvår af 2013. Det har været debatteret, om det kan skabe klimaændringer, måske endda en ny mini istid.

- Her på jorden vil vi opleve solens maksimum på den måde, at der vil komme mere nordlys. De seneste gange, hvor solen har nået sit maksimum, er der ikke blevet registreret nogen klimaændringer. Så der er ikke nogen overhængende fare for en ny istid, siger Kristian Pedersen.