Erhvervsmanden Jesper ’Kasi’ Nielsen kræver nu at komme for en dommer, så han kan få afgjort sin gigantiske skattesag. Til gengæld vil han flytte sit nye smykkefirma hjem til Danmark.

Øjenlågene er noget tunge og svedperlerne pibler frem på panden.

- Hold op, her er varmt. Alt mit sommertøj er i Florida eller på Mallorca, siger den 45-årige iværksætter og tidligere storsponsor i Brøndby og AG København Jesper ’Kasi’ Nielsen der er på et af sine sjældne besøg i Danmark. Efter at have været gennem sit livs mareridt med skattekrav på flere hundrede millioner, rejser han nu verden rundt for at få kunder til sit nye smykkefirma Endless Jewelry, der har hjemstavn i Tyskland udenfor det danske skattevæsens rækkevidde.

BT møder ham på hans gamle hjemmebane på Sønderringvej, på grænsen mellem Brøndby og Glostrup. Han er lige landet fra New York, hvor han aftenen forinden havde fejret en aftale med den verdensberømte sanger og skuespiller Jennifer Lopez, der fremover skal bære Kasi-Jespers smykker.

Men nu er Jesper fra Vestegnen tilbage, hvor det hele begyndte. Her byggede han sit smykkeimperium op fra bunden i familievirksomheden Kasi-Group og blev multimillionær på at sælge Pandora-smykker.

Men det var også her, hele Kasi-familiens liv brasede sammen, da Skat for to år siden både indefrøs alle penge i firmaet og familiens private værdier, fordi Skat mente, at han havde trukket sponsorater ulovligt fra i Skat.

- Jeg er ikke en svindler som Stein Bagger eller Klaus Riskær. Jeg vil hjertens gerne betale den skat, jeg skal. Jeg vil bare have en dommer til at vurdere sagen. Som borger er retssikkerheden helt væk, når Skat bare i årevis kan sylte sagerne, siger Kasi-Jesper.

Læs mere dagens BT:

- Alle mine venner forsvandt

- Forældre fanget i bundløs gæld