Et kemisk udslip fra fabrikken Kemetyl i Køge har gjort, at kommunen har været nødsaget til at afspærre det omkringliggende område, mens oprydningsarbejdet står på.

Udslippet er sket fra en tank, der har indeholdt kaliumhydroxid. Det kan ætse en menneskekrop ved fysisk kontakt. Dog fortæller kommunen, at der ikke er grund til bekymring.

- På nuværende tidspunkt har vi ingen målinger, der indikerer, at det kemiske udslip er nået uden for fabriksområdet. Alligevel har vi afspærret et område omkring fabrikken og den nærliggende havn for at være på den sikre side, siger Bjarne Svendsen, der er afdelingschef i Køge Kommunes tekniske forvaltning.

Politiet og Beredskabsstyrelsen har ikke reageret på udslippet, så det er udelukkende fabrikken Kemetyl, der står for at få fjernet udslippet. Bjarne Svendsen fortæller, at det arbejde som minimum vil stå på hele weekenden.