Folkepensionister med små eller mellemstore indkomster kan få en række økonomiske tillægsydelser fra det offentlige, men du skal selv ansøge

Mange pensionister oplever, hvordan overgangen fra arbejdsliv til folkepension kan være noget af en økonomisk mavepuster.

Men det offentlige system er skruet sådan sammen, at pensionister, der ikke har sparet så meget op, kan få en økonomisk håndsrækning i form af en række tillæg: f.eks. varmetillæg, helbredstillæg, ældrecheck, personligt tillæg eller boligstøtte. Derudover er der rabatordninger, som f.eks. nedsat licens og billigere offentlig transport.

Du skal bare ikke regne med, at alle pengene ryger ind på kontoen helt af sig selv.

Får at få fingre i ydelserne - der kan udgøre mange tusinde kroner om året - må du i de fleste tilfælde selv tage affære og sende ansøgninger.

Men det er langt fra alle ældre mennesker, der ved, hvad de er berettigede til, og selve ansøgningsprocessen kan være en kompliceret proces, lyder det fra Ældre Sagen, der med jævne mellemrum får henvendelser fra medlemmer omkring emnet.

»Dels skal man jo være opmærksom på, at de her tillæg findes. Skat har vænnet os til, at alt foregår automatisk, men det gør det ikke. Derudover er det et indviklet system, hvor der ikke er meget personlig kontakt,« siger Claus Blendstrup, der er seniorkonsulent i Ældre Sagen.

Snyder sig selv

Dermed er der risiko for, at en del ældre mennesker snyder sig selv for store beløb, som de ellers er berettiget til.

»Vi har set eksempler på folk, der bor i plejeboliger og ikke har søgt boligydelse. Det kan være rigtig store beløb, de går glip af,« siger Claus Blendstrup.

Folkepensionen er den vigtigste indkomstkilde for folkepensionisterne, men de supplerende ydelser kan have stor betydning for økonomien for de pensionister, der modtager de pågældende tilskud, viser en analyse fra Ældre Sagen.

44 procent af alle folkepensionister modtager ifølge undersøgelsen et supplement til folkepensionen i form af boligydelse, varmetillæg eller ældrecheck, og i gennemsnit udgør ydelserne omkring 30 procent af folkepensionen.

Mange tusinde kroner om året

I kroner og øre kan der være rigtig mange penge at hente ved at sende en ansøgning afsted: Alene boligstøtten fra det offentlige kan give op til 44.844 kroner om året, mens en pensionist kan modtage op til 11.748 kroner årligt i varmetillæg. Ældrechecken, der kommer automatisk, hvis man er berettiget til den, er på op til 16.400 kroner årligt.

»Hvis man er en af de pensionister, der ikke har sparet så meget op selv, så kan det være en rigtig stor del af ens indkomst, der kommer fra de her tillæg. Og derfor skal man selvfølgelig sørge for at få dem med. Det er noget, der varmer,« siger Louise Aggerstrøm, der er privatøkonom i Danske Bank.

Udover de forskellige offentlige tillægsydelser, kan folkepensionister også opnå rabat på nogle områder - f.eks. licens og transport.

»Man betaler kun halv licens, hvis man har en personlig tillægsprocent på 100. Men det skal man også søge om - det er ikke noget, som DR går ud og reklamerer voldsomt med,« siger Claus Blendstrup.