Fremover kan du med en app i hånden smide solbadende charterturister væk fra din reserverede solstol

 

Hvis du har været på en klassisk charterrejse, har du måske overværet et ikke sjældent forekommende fænomen: Turister, der tager en omvej inden morgenmadsbuffeten, for at placere et par håndklæder på liggestolene ved poolen.

De mest rutinerede solkonger benytter sig også af et par cykel-elastikker, så de får markeret og afsikret deres territorium klart og tydeligt.

Den slags kan indimellem give anledning til konflikter mellem chartergæsterne, som kæmper om de bedste pladser. Og sover man for længe på hotelværelset efter en aften med Piña Colada’er på stribe, kan løbet være kørt.

Men snart kan du med et nyt våben i hånden sikre dig selv en plads på forreste række ned til poolen eller en solstol med havudsigt. Skulle der ligge et par solcreme-indsmurte turister på din udvalgte plads, kan du med en app i hånden vinke dem væk.

Danmarks største rejsearrangør, Spies, lancerer konceptet i slutningen af februar.

»I løbet af sommeren vil yderligere 30 hoteller tilbyde den nye service. Vi arbejder hele tiden på at fjerne momenter, som kan skabe irritation hos nogle af vores gæster. At kunne bestille en solstol i forvejen er et eksempel på en løsning,« siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.

Book på din smartphone

Spies’ moderselskab, Thomas Cook Group, har udviklet en app til smartphones, hvor man på et kort kan booke præcis de liggestole, som man ønsker. Prisen for en uge vil blive omkring 25 euro (svarende til ca. 186 kroner), oplyser selskabet. Det vil være 10-20 procent af hotellernes solstole, som kan bookes på forhånd.

Ole Stouby, der er direktør for rejseportalen Travelmarket, forventer, at charterturister i fremtiden vil få endnu flere muligheder for selv at forudbestille specifikke goder hjemmefra - f.eks. valg af favorit-hotelværelse.

»De her stamgæster, der kommer igen og igen på de samme hoteller, har nogle præferencer. De vil helst have det samme værelse, de har nogle ønsker til havudsigt og balkon, så hvorfor ikke også give dem mulighed for at forudbestille en liggestol,« siger Ole Stouby fra Travelmarket.