I fire år har Knud Erik Laursen fra Randers ikke kunnet være til for smerter. Først en arbejdsulykke, dernæst en faldulykke har gjort hans 56-årige krop ubrugelig til ret meget andet end at have ondt i. Det skriver Randers Amtsavis.

Det har han fire speciallægers og sin egen læges ord for. De beskriver hans tilstand som kronisk, hans skader som uhelbredelige og hans arbejdsevne som ødelagt - eller som som en af dem udtrykker det: »På et nulpunkt.«

Men ind fra højre kommer lægen Vibeke Manniches firma Lægeservice med det stik modsatte skøn: Hjulpet lidt på vej kan Knud Erik sagtens arbejde.

Lægekonsulenten fra Lægeservice har ikke mødt ham og derfor heller ikke undersøgt ham. Men vurderingen tæller i Randers Kommune, som indtil hendes egen opsigelse i går har brugt lægeskøn fra hendes private firma ’Lægeservice’ i København til at afgøre en sygdoms- eller skadesramt borgers skæbne.

Læs mere hos Amtsavisen: Læge: Skammelig behandling

Lægeskønnene fra Lægeservice betalte kommunen sidste år 1,65 millioner kroner for. Men i følge 3F og FOA sparer kommunen til gengæld masser af pensioner og sygedagpenge-udbetalinger m.v. Ikke bare i Knud Erik Laursens tilfælde men også i mange andre, lyder det fra fagforeningerne.

Storhylede i førerhuset

Knud Erik Laursen, en stor og engang stærk og virksom lastbilchauffør, mindes alt for godt den dag, han definitivt måtte trække stikket og melde sig syg. Det var 12. januar 2012.

»Jeg kørte op ad E45 mod Randers, og det gjorde ondt overalt. Jeg kunne ikke engang koble ud for bare smerter. Jeg sad rent ud sagt og storhylede under hele turen.«

Læs mere hos Amtsavisen: 'Doktor Nej' kvitter Randers

Forinden havde han i et par år, efter et fald fra tre meters højde ned på et betongulv, været forpint af rygsmerter, lændesmerte, nakkesmerter, ben- og armsmerter og lammelser i ansigtet på grund af beskadigelser i seks lændehvirvler, fire brysthvirvler og to nakkehvirvler.

Mistænkeliggjort

Sygemeldingen den dag for mere end toogethalvt år siden ændrede hans liv fra slemt til værre. I første omgang oplevede han, jobcenteret tog hans skader alvorligt og arbejdede hen i mod en pensionering. Men stemningen skiftede, og møderne på kommunen antog, som han oplevede det, mere og mere karakter af afhøring og mistænkeliggørelse. Selv om hans egen læge og speciallægerne talte i hans retning, var det helt ligegyldigt , da det kom til stykket. Vibeke Manniches lægekonsulentfirma skønnede noget, der passede kommunekassen bedre.

Har du oplevet at blive erklæret rask af kommunale lægekonsulenter uden at være det? Eller har du lignende historier? Tip BT på 1929@bt.dk.

For Knud Erik Laursen og hans kone Karina Laursen har sagen haft store omkostninger, også økonomisk. Og antager efterhånden kafkaske dimensioner.

»Jobcenteret ville have mig i alle mulige arbejdsprøvninger, selv om jeg intet kunne. Men jeg skulle selv transportere mig, selv om jeg ikke kunne og heller ikke måtte på grund af bl.a. morfinpåvirkning. Da det gik op for dem, skete der ikke mere. Jeg er aldrig blevet afprøvet, som de sagde, jeg skulle.«

Læs mere hos Amtsavisen: Jobcenter: Det er for politisk

Find dig et arbejde

Med Vibeke Manniches skøn i hånden, kunne kommunen i skikkelse af Jobcenter Randers derimod stikke en benhård afgørelse ud: Du fejler ikke noget. Slut med sygedagpengene. Du må finde dig et arbejde.

 

Dermed var han ikke længere syg men arbejdsløs. Men en anden lovgivning pålægger hans a-kasse at vurdere, om han står til rådighed for arbejdsmarkedet. Og det gør han ikke med den syge- og skadeshistorie, han render rundt med. Og dermed var der også adgang forbudt til dagpenge.

Værs’go’, kammerat, du må på kontanthjælp.

»Det er godt, min kone og jeg ikke har anden gæld end den i huset. Ellers havde vi ikke klaret den med 6500 kroner om måneden før skat, foruden min kones pension. Men om ikke andet, så lærer man da, at man kommer langt på havregryn,« siger Knud Erik Laursen.

Illusionen brast

Han har hele sit voksenliv forsørget sig selv og sin kone som chauffør og har i sit arbejdssaktive liv aldrig ligget nogen til last. Han har arbejdet og leveret sit til fællesskabet i visheden om, at i Danmark holder vi hånden over hinanden med et retfærdigt samfundssystem, der kommer til undsætning, hvis man kommer galt afsted og mister sit eksistensgrundlag. I dag må han bittert erkende, at dér levede han i illusionens verden.

Har du oplevet at blive erklæret rask af kommunale lægekonsulenter uden at være det? Eller har du lignende historier? Tip BT på 1929@bt.dk.

»Det er dybt chokerende at opleve. Man mistænkeliggøres, man presses psykisk, man sendes rundt fra kontor til kontor. Jeg troede virkelig ikke, det var sådan. Hvis ikke sygdom kan knække én, så kan den nedværdigende behandling og mistænkeliggørelse, man udsættes for.«

Læs mere hos Amtsavisen: En typisk sag

»Jeg kan ikke forså, at Jobcenteret ikke hart gjort noget for at prøve mine arbejdsevner, når nu de åbenbart ikke mener, at jeg er for dårlig til at arbejde. Og jeg kan ikke forstå, at en lægekonsulent, der aldrig har mødt mig, kan komme til den konklusion, at jeg kan arbejde, når en hel stribe af speciallæger, der har undersøgt mig, siger det modsatte. Det går over min forstand.«

Tyndslidte nerver

Rent faktisk erkendte jobcenteret, at det var forkert at fratage ham sygedagpengene og forlængede dem, men kun i en periode, med tilbagevirkende kraft. Her kom en ny lovgivning ham til hjælp. Sammen med sin fagforening sendte han en anmodning om førtidspension, og så sikrer den nye lov, at sygedagpengene skal forlænges yderligere tre måneder. De er snart gået, men nogen afgørelse er ikke kommet. Så nerverne er ved at være tyndslidte.

»Jeg kan intet foretage mig. Jeg kan sove, og jeg kan ligge ned. Alt andet gør ondt. Det eneste, jeg håber på efterhånden, er fred og ro for systemet, jobcenteret, sagsbehandlerne og hvad der ellers er, som hele tiden sår tvivl om min troværdighed. Der er intet, jeg heller vil end arbejde. Men kroppen kan ikke,« siger Knud Erik Laursen, tydeligt forpint og ukoncentreret efter mindre end en halv times samtale med Amtsavisen.

Lige nu er ventetiden det eneste, han har tilbage. Foruden frygten for, at endnu et kommunalt uppercut sender ham i dørken.

Vibeke Manniche har afvist at tale med Amtsavisen.

Har du oplevet at blive erklæret rask af kommunale lægekonsulenter uden at være det? Eller har du lignende historier? Tip BT på 1929@bt.dk.

Opdateret 03/10/14. Bt.dk har i flere artikler citeret Randers Amtsavis' historier om Randers Kommunes brug af Vibeke Manniches firma Lægeservice. Randers Amtsavis præciserer nu, at Vibeke Manniche ikke personligt har foretaget skøn i den omtalte sag vedrørende Knud Erik Laursen - skønnet er foretaget af en af Vibeke Manniches medarbejdere. Enkelte steder i artiklerne skriver Randers Amtsavis "afgøre" i stedet for "skøn". Vibeke Manniche ønsker præciseret, at Lægeservice ikke afgør sagerne, men blot foretager et skøn. Afgørelsen bliver suverænt truffet af Randers Kommune.