Det skal være hurtigere at komme gennem byen for hovedstadens cyklister og buspassagerer.

Det er kommunens Teknik- og Miljøudvalg enige om. Udvalget bebuder, at der senest i 2018 skal være skåret ti procent af rejsetiden gennem København sammenlignet med i dag.

Konkret skal det ske i form af flere supercykelstier og bedre fremkommelighed for Københavns A- og S-busser.

»Pendlerne vælger selvfølgelig den hurtigste vej gennem byen. Derfor har vi politisk besluttet, at buspassagerer og cyklister fremover skal kunne komme lidt hurtigere gennem byen, så vi gør det endnu mere attraktivt at vælge de grønne transportformer. Det betyder mindre luftforurening, støj og CO2-udledning,« siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Ø) i en skriftlig kommentar.

Politikerne i Teknik- og Miljøudvalget vil også sikre bilisterne et bedre flow gennem byen og færre forstyrrelser på vejene, men der er ikke opsat konkrete målsætninger på dette punkt.

BNB