Københavns Lufthavn vil gøre klar til at kunne håndtere den største gigant inden for passagerfly.

Hidtil har det nemlig ikke været muligt for en fuldt lastet Airbus A380 at sætte hjulene på jorden i København, da landingsbanerne i lufthavnen er for smalle til at modtage den enorme maskine, der kan tage op til 840 passagerer.

Men det skal der laves om på i sommeren 2015, hvor man planlægger at renovere en af lufthavnens to hovedbaner. I den renovering er det planen at gøre den 3,3 kilometer lange bane bredere.

Og det er der brug for, da gigantflyet har et vingefang på 79,75 meter. Til sammenligning måler fodboldbanen i Parken i København 72 meter i bredden, så den nuværende banebredde på 45 meter kommer til kort.

»Det er ganske sund fornuft, når vi som led i de store udbygnings- og vedligeholdelsesprojekter af baner og terminaler, som finder sted under alle omstændigheder, gradvist gør lufthavnen klar til også at kunne modtage verdens største passagerfly, A380’eren. Det flugter med vækstplanen Expanding CPH, der skal fremtidssikre lufthavnen,« siger Thomas Woldbye, adm. direktør, Københavns Lufthavne A/S i en pressemeddelse.

Airbus A380 kom i drift første gang i 2007 og gjorde den legendariske Boeing 747-model til lillebror i kampen om at være det største passagerfly på kloden. Boeings topmodel med den genkendelige pukkel havde ellers været det største passagerfly siden 1969.

Singapore Airlines blev det første selskab, der fløj med flyet, som med sine to etager giver flyselskaberne mulighed for at indrette barer, sofagrupper og andre åbne områder ombord.

Efterhånden har mange af de største selskaber fået flyet i deres flåde - Heriblandt Lufthansa, Air France og Qatar Airways.

»Foreløbig flyver de største, interkontinentale fly som Airbus A380 kun til verdens allerstørste hub-lufthavne.  Men vores vurdering er, at der stadig er plads i markedet til at de vigtigste mellemstore hubs som København også kan komme på rutekortet,« siger Thomas Woldbye.

FAKTA OM MEGAFLYET:

Længde: 72,72 m. (Rundetårn måler til sammenligning 41,5 m.)
Vingefang: 79,75 m.
Højde: 24,09 m.
Max take-off vægt: 560 tons
Brændstofkapacitet: 320.000 liter
Rækkevidde: 15.700 km
Antal passagerer: Standardmodel, 525, men kan indrettes til 840 passagerer.
Tophastighed: Ca. 945 km.
Hvert fjerde minut lander eller letter der en A380 et sted i verden.

Kilde: Airbus