Det er glædeligt, at københavnerne føder på livet løs, siger børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev. Men hun erkender, at det bliver svært at finde plads til alle på byens skoler.

Det vrimler med barnevogne i hovedstaden. 12 af de 20 sogne, der har den højeste fødselsrate i landet, findes i Københavns Kommune. Det viser en analyse, som Momentum, KLs nyhedsbrev, har lavet.

Pia Allerslev (V), børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, glæder sig over babyboomet, men erkender, at det giver kommunen en række udfordringer.

»Jeg glæder mig rigtig meget over, at der er flere nye og gamle københavnere, der vælger at blive boende. Det medfører flere børn, det har vi været opmærksom på i flere år, og derfor har vi bygget rigtig mange nye daginstitutioner i de senere år,« siger Pia Allerslev til Berlingske Nyhedsbureau.

Der bliver dog i de kommende år en udfordring med at finde plads til de mange børn i kommunens skoler. Derfor forudser børne- og ungdomsborgmesteren, at der om ti år er opført tre-fire nye skoler, samtidig med, at de eksisterende skoler er blevet udbygget.

»Vi forhandler allerede nu om en helt ny skole på Islands Brygge, men vi har brug for at få nye skoler mange steder i byen. Vi er godt med, når det gælder daginstitutionspladser, men der skal stadig bygges flere, for der er flere børn på vej,« siger Pia Allerslev.

De mange nye skoler og daginstitutioner medfører også et behov for flere lærere og pædagoger, som ofte har svært ved at finde familieboliger i hovedstaden, som de har råd til. Pia Allerslev mener dog allerede at Københavns Kommune gør meget for at sikre, at der er boliger i alle prisklasser, man må også stole på markedet, siger hun.

»Det at bo i en storby det er dyrt, og der kan man altid diskutere, hvor meget kommunerne skal bygge af billige boliger. Jeg tror på, at markedet regulerer sig selv, og at vi så i øvrigt som kommune skal stille krav til dem, der bygger, om, at der skal være noget for alle. Men de frie markedskræfter er også nødt til at råde, hvis du spørger en Venstremand. Jeg kan se, at der er bygherrer, der er opmærksomme på, at der skal bygges til andre end dem med høje lønninger.«

Til gengæld er borgmesteren bekymret for, om der også fremover er de fornødne fritidstilbud til de mange nye børn, der fremover skal gå til håndbold, spejder og dans i byen.

»Vi har et lovkrav om, at vi skal bygge daginstitutioner og skoler til alle børn. Men jeg kan være bekymret for, om man husker, at man gerne vil bo i København, og det er, at det skal være en fed by med gode fritidsaktiviteter. Det er en udfordring, og der er vi nødt til at være kloge i måden, vi anlægger skoler på, så vi er sikre på, at der med nye skoler følger nye skoleidrætshaller og biblioteker,« siger Pia Allerslev.

Johannes Døbers Sogn i Valby er ifølge Momentums opgørelse det sogn i Danmark med den højeste fødselsrate. 1. januar i år var 24,4 promille af sognets indbyggere under ét år. Sognene, der optræder i Momentum-analysen, har minimum 1.000 indbyggere.