De er nervøse. Føler sig pressede. Tager dybe indåndinger og krammer hinanden, inden de sætter sig ud i en sort Ford-stationcar pyntet med røde roser, hvide silkebånd og flag.

Lørdag eftermiddag er det blevet tid til Danmarks første transseksuelle kirkebryllup. Cecillia Mundt og Isabel Storm – begge forhenværende mænd - skal sige ja til hinanden i Sct. Bendts Kirke i Ringsted.

»Det er et pres at være de første transkønnede i Danmark, der skal giftes. Vi skal igen stå som et forbillede for en minoritet, og det kan være meget psykisk hårdt,« fortæller Cecillia Mundt til BTs reporter.

Læs også:

Både Cecillia Mundt og Isabel Storm er iklædt mørke, gulvlange kjoler. Brylluppet holdes i et kinesisk tema, og derfor har flere af gæsterne stukket spisepinde i håret og iført sig silketøj.

Og selvom der hvilet et pres på parrets skuldre, så er de glade. Ekstatiske. Lykkelige.

De går op ad kirkegulvet sammen til præludiet, der er pyntet med levende lys for at sige ja til at blive hinandens forevig med gud som vidne.

»Forelskelsen var ikke til at tage fejl af, og nu er ventetiden endelig langt om længe forbi,« lyder det fra sognepræst, Henrik Fuglsang Damgaard, til parret og de mange gæster.

»Måske vil nogen mene, at det er modigt af jer at udstille jeres kærlighed. Nogen synes måske, at det er grænseoverskridende. Nogen vil måske rynke på næsen. Men dem om det. Af omveje har I nu fundet lykken, og hvor der er kærlighed er gud også,« fortsætter han.

Vielsen slutter med salmen Dejlig Er Jorden - og ægteparret modtager en byge af ris, da de træder ud af kirken i Ringsted - for første gang som kone og kone. Venner og familie lykønsker parret, og der bliver krammet og kysset.

»Vi lever med kærligheden hver dag,« lyder det fra nygifte Cecillia Mundt.

Danmarkshistorie

Præsten, Henrik Fuglsang Damgaard, udtrykte før vielsen stor begejstring for sin rolle i Danmarkshistoriens første transseksuelle kirkebryllup.

»Jeg har været spændt, og jeg glæder mig meget,« sagde han til BTs reporter.

Han understreger dog, at han ikke vil gøre noget anderledes, end hvis det havde været en almindelig vielse.

»I min tale vil jeg selvfølgelig nævne, at det er første gang, at et transkønnet par bliver gift i den danske folkekirke, men det er vigtigt for mig, at vielsen kommer til at foregå som ved enhver anden vielse,« sagde Henrik Fuglsang Damgaard.

Cecilia Mundt og Isabel Storm er begge født som mænd, men lever som kvinder. 50-årige Cecillia Mundt har før skrevet Danmarkshistorie, da hun i september 2014 var den første dansker til at få et juridisk kønsskifte. Det indebærer, at man som mand får et kvindeligt CPR-nummer samt et F for female (red. kvinde) i passet.

En decideret kønsskifteoperation har Cecillia Mundt dog ikke været igennem endnu, da hun stadig venter på at blive godkendt til operationen. Men planen er, at begge kvinder skal igennem en operation for at kunne blive fuldbyrdede kvinder.