Det seneste år har maden til børnene i Struer Kommunes vuggestuer været gratis, men snart er det slut.

Fra nytår skal forældrene selv til at betale for børnenes frokost.

430 kroner om måneden vil det koste. Det vedtog et flertal under gårsdagens byrådsmøde.

Det er en del af den nye budgetaftale, som Socialdemokraterne og SF ikke er en del af, og de protesterede derfor over beslutningen, som Karin Houmann (S), der er medlem af børne- og uddannelsesudvalget, betegnede som en »skævvridning« i forhold til dagplejen, hvor maden er inkluderet i pasningsprisen.

»Vi synes ikke, at der skal være den forskel,« sagde Karin Houmann, der frygtede, at forældrene vil blive nødt til at vælge pasning efter prisen.

»Forældre skal kunne vælge det tilbud, der er det bedste for deres barn. De skal ikke se på prisen,« lød det fra Karin Houmann,

Formanden for børne- og uddannelsesudvalget, Steen Jakobsen (V), forsvarede det med, at sparer man ikke på maden, skal byrådet ellers spare på personalet.

»Det svarer til to pædagoger, men vi har valgt ikke at røre ved de varme hænder og i stedet spare den gratis mad væk,« sagde udvalgsformanden, der i øvrigt konstaterede, at den betalte mad i dagplejen er lovbestemt og derfor ikke kan røres.

Socialdemokraterne fik indført i referatet, at de mener, at frokostordningen for vuggestuebørn skal være finansieret af kommunen.