27 kommuner giver storrygere op til 1.700 kroner til indkøb af hjælpemidler til rygestop. Det er ikke en offentlig opgave, mener kritikerne. Jo det er så, for det virker, svarer tilhængerne.
Tusindvis af storrygere, som er på offentligt støttede rygestopkurser, får betalt indkøb af nikotintyggegummi eller -plaster af skattekroner. Det gør de, fordi en lang række kommuner giver tilskud til rygestop-hjælpemidler, så rygere kan slippe af med den sundhedsskadelige vane. Men den praksis møder nu kraftig modstand, for der sættes spørgsmålstegn ved, om det bør være en opgave for de offentlige kasser at betale danskernes regninger til rygestop-hjælpemidler, skriver Berlingske.
Den kommunale støtte varierer fra 1.000 og op til 1.700 kroner pr. deltager og gives typisk som værdikuponer, der kan bruges til indkøb af rygestop-hjælpemidler på apoteker. Erfaringer fra blandt andet København indikerer, at den økonomiske håndsrækning ser ud til at øge andelen af kursusdeltagere, som forbliver røgfrie i en længere perioder efter kurset. Alligevel støder ordningen på kritik.
»Som udgangspunkt synes jeg ikke, at det er en kommunal kerneopgave at betale for rygestopmidler. For har man haft råd til at ryge, vil man nok også have råd til at købe de remedier, der skal til for at hjælp én til at holde op med at ryge. Hvor langt skal man gå? Skal vi også til at betale for for eksempel slankemidler?« spørger medlem af sundheds- og omsorgsudvalget i Københavns Kommune Caroline Stage (V).
I hovedstaden har 541 deltagere på kommunens rygestopkurser i løbet af 2014 modtaget tilskud til rygestopmidler. Tilskuddet er ydet ved, at deltagerne på de enkelte kursusdage har fået udleveret i alt fire kuponer til en samlet værdi af 1.000 kroner til indkøb af for eksempel nikotintyggegummi, -plastre eller -inhalatorer på udvalgte apoteker. Der sorteres ikke i, hvem der får støtten – alle uanset indkomst får tilbuddet.
En opgørelse viser, at den økonomiske støtte har ført til en højere »succesrate«: I gruppen af deltagere med støtte til rygestopmidler var der ved afslutningen af kurset 69,9 procent, som var blevet røgfrie – efter seks måneder var 35,3 procent det fortsat. I gruppen, som ikke fik støtte til indkøb, var succesraten på henholdsvis 58,8 og 30 procent.
Den økonomiske støtte er del af en større kommunal satsning på markant at reducere andelen af rygere i København. Målet som er, at andelen af dagligrygere skal ned fra de nuværende 17 procent til fire procent i 2025, skal ikke mindst nås ved, at betydeligt flere gør brug af kommunens rygestoptilbud og -kurser.
De senere år har der hvert år været i omegnen af 1.500 rygere på kursus, og målet er at øge deltagertallet med 500 om året. Ifølge sundhedsborgmester Ninna Thomsen (SF) skal tilskud til rygestoppræparater fortsat være en naturlig del af tilbuddet.
»Det er jo en slags forebyggende medicin i stil med antabus til alkoholikere, som der har været tilskud til i årtier. Rygning er skyld i et meget stort antal dødsfald, og hvis vi ser på de udgifter, vi har til patienter med for eksempel KOL og hjerte-kar-sygdomme, er tilskud til rygestopmedicin småpenge. Hvis det kan få blot en enkelt storryger til at stoppe, vil det være en rigtig god investering,« siger sundhedsborgmesteren.
Fagbogsforfatter René Karpantschof er blandt de deltagere på rygestopkurser, som har gjort brug af Københavns Kommunes tilbud om at dække udgifterne til de rygeplastre, som var en del af hans kur mod cigaret-afhængigheden. Og René Karpantschof er ikke i tvivl om, at den økonomiske støtte er en væsentlig del af forklaringen på, at han er røgfri på femte måned.
René Karpantschof havde flere forgæves forsøg på at kvitte smøgerne i bagagen, da han tidligere på året besluttede sig for at være med på et af de kommunale kurser. Det skete lidt modvilligt og i stor tvivl om, hvorvidt det ville lykkes. Men noget af det, der lokkede, var, at både kurset og rygestopremedierne var gratis.
»Jeg ville aldrig have forsøgt mig med det kursus, hvis det havde kostet mig penge. Men da jeg først var der, føltes alene det at nogen tilbød mig professionel hjælp som en kæmpe støtte. Den første tid uden cigaretter var virkelig kritisk, så den gratis rygestopmedicin var et stærk tiltrængt skulderklap fra omgivelserne. Det var afgørende for min motivation for at deltage og for at fastholde mit rygestop.«
René Karpantschof er heller ikke et øjeblik i tvivl om, at det er en god idé, at de offentlige kasser er med til at dække udgifterne til rygestopmedicin. Til en velfungerende sundhedssektor hører også, at man forsøger at forebygge alvorlig sygdom, og de offentlige kasser betaler jo også for for eksempel idrætshaller, som har til formål at få folk til at motionere, fremhæver forfatteren.
»Rygning er et af de helt store folkesundhedsproblemer, som risikerer at ødelægge folks sundhed og reducere deres livskvalitet. Men der findes en behandling, man ved virker, nemlig rygestopmedicin, og derfor forstår jeg ikke, at nogen vil stille spørgsmål ved, om midlerne skal være gratis eller ej. Samfundet er da til for at understøtte, at folk får det godt,« mener René Karpantschof.
Ordninger, hvor de offentlige kasser finansierer rygestopmidler for storrygere, som ønsker at holde op, har bredt sig til en lang række kommuner. Det er sket, efter at den tidligere SR-regering indførte en pulje på 42 mio. kr. til bl.a. kommunale projekter til en forstærket rygestop-indsats over for storrygere.
Et centralt omdrejningspunkt – og et krav for at få del i midlerne – har netop været, at en del af indsatsen skulle bestå i at give tilbud om betalt rygestopmedicin i skikkelse af bl.a. nikotinpræparater til deltagerne i projekterne. 27 kommuner får støtte fra puljen og har således ordninger, hvor man kan give en støtte på op til 1.700 kroner pr. deltager til indkøb af rygestopmidler.
Hvor mange penge fra puljen, der er gået til at finansiere indkøbene, er endnu ikke gjort op. En del af pengene går til oplysnings-kampagner og lønninger til ansatte i projekterne, men kommunerne er i alt blevet tildelt 27,5 millioner kroner til at gennemføre indsatser, der skal støtte storrygere til et permanent rygestop.
Københavns Kommune har ydet støtten uden at være tildelt midler fra puljen og brugte i 2014 i alt 381.263 kroner på tilskud til rygestopmedicin.
Inspirationen til ordningen er ikke mindst kommet fra Kolding Kommune, der tilbage for nogle år siden som den første besluttede sig for at begive sig ind på den vej med projektet »Slå Tobakken«, som især var møntet på socialt udsatte og sårbare borgere. Det lykkedes her over al forventning både at rekruttere et meget stort antal borgere til at deltage i rygestopforløbet og at få en pænt stor andel til rent faktisk at holde op med at ryge.
46 procent var røgfrie, da forløbet sluttede, og 28 procent var det stadig seks måneder senere. Ifølge en evaluering skyldes succesen blandt andet, at der indgik et tilbud om betalt rygestopmedicin »til en gruppe, hvor der kan være økonomiske barrierer«, hedder det.
I Kræftens Bekæmpelse er der klar opbakning til ordningen. Holdningen er, at støtten især kan have betydning for socialt dårligt stillede, som udgør en væsentlig andel af storrygerne, og som kan have modvilje mod at bruge mange penge på rygestopmidler.
»Det giver en mulighed for at få nogle grupper, som ellers kan være svære at få til at deltage i rygestopkurser, til at holde op med at ryge,« siger projektchef Niels Them Kjær.
Støtten til indkøb af rygestopmidler føjer sig til en lang række af indsatser, som det seneste årti er sat i værk for at få danskerne til at holde op med at ryge. Der er for eksempel indført forbud mod rygning på offentlige og private arbejdspladser, ligesom kommunale medarbejdere opsøger borgere i boligområderne for at få dem på rygestopkurser. Med jævne mellemrum kommer der desuden forslag om at forbyde rygning i private hjem og om at sætte prisen på en pakke cigaretter op til 100 kroner.
Hver gang åbner det for en debat om, hvor langt staten skal gå, og hvor meget offentlige myndigheder skal blande sig.
I den uafhængige borgerlig-liberale tænketank Cepos anerkender chefjurist Henriette Kinnunen, at forebyggende helbredsforanstaltninger altid har været en del af det offentliges opgaver, og at ræsonnementet godt kan være, at det er billigere at få folk til at stoppe med at ryge end at helbrede dem efterfølgende.
Men Henriette Kinnunen mener dog, at man i det aktuelle tilfælde nærmer sig en grænse for, hvad det offentlige skal tage på sig. Borgerne har selv en forpligtigelse og et ansvar for, hvordan de lever vores liv, fremhæver hun. »Der er mange danskere, som lever et fornuftigt liv og tager helbredet alvorligt ved at være aktive og selv betale for at gå i f.eks. et motionscenter eller en sportsklub eller få hjælp fra en diætist til at spise sundt. Hvorfor skal de egentligt være med til at finansiere de borgere, der ikke selv kan finde ud af det. Det handler jo også om personligt ansvar og personlig prioritering.«
