Medarbejdere sidder i weekenden klar til at vejlede borgere, der er i tvivl om, hvorvidt de har fået et ugyldigt pas tilsendt af kommunen.

Kommunernes Landsforening (KL) har etableret en telefon-hotline til de borgere, der i de kommende dage står over for en udlandsrejse, men som er i tvivl om, hvorvidt de har fået et af de 10.947 fejlbehæftede pas, som kommunerne har sendt ud.

Der er tale om pas udstedt efter 2. februar 2015, og i disse pas mangler der et fingeraftryk, hvilket betyder, at passet ikke er gyldigt. De berørte borgere vil blive kontaktet direkte af deres kommune, men hvis man står over for at skulle bruge sit pas inden påskeferien, er det vigtigt at kontakte borgerservice, så man kan få et nyt pas i en fart.

Hotline-nummeret er 70 20 00 00 og er åbent lørdag 10-17 og søndag 10-21. KL opfordrer folk til at have sit pasnummer klar, når man ringer. Hotlinen kan herefter oplyse, om passet er omfattet af fejlen, og hvis det er tilfældet, skal man selv kontakte et borgerservicecenter i sin kommune for at få udstedt et nyt eller midlertidigt pas.

KL henstiller til, at det kun er borgere, der skal rejse inden tirsdag 31. marts, der kontakter hotlinen, og at man inden da tjekker sin egen kommunes hjemmeside for specifik information.

De næsten 11.000 danskere, der står med et ugyldigt pas, kan i værste fald risikere at blive afvist i paskontrollen i udlandet.

KL oplyser, at fejlen er opstået hos den private virksomhed Scantech, der står bag passenes data, og at det er et af virksomhedens computerprogrammer, der har forårsaget fejlen.