Det falder ikke god jord hos Det Konservative Folkeparti i Københavns Kommune, at der er folk, der melder sig syge på et job, for at arbejde på et andet. Det skal undersøges, siger Susanne Møller, medlem af Sundhedsudvalget i Københavns Kommune.

- Det her skal vi helt klart have undersøgt. Jeg vil bede om at få en dybdegående redegørelse, for vi skal grave os ned i det. Har folk decideret svindlet, så må de betale penge tilbage. Det er helt uhørt, hvis man har ansættelse et sted, og så melder sig syg, og man så går ud og tager ansættelse et andet sted. Det er jo svindel. Det skal vi helt klart til bunds i. Det er jo skatteborgernes penge, de går ud og bruger på den måde. Det er helt uhørt, siger hun til bt.dk.

Københavns Kommune har i en intern refusionsrapport fundet frem til, at der er mere end 1500 medarbejdere, der sidste år var ansat i to eller flere jobs i kommunen samtidig. Det er ikke noget problem, men en stikprøve viser, at nogle af ansættelserne er i strid med flere regler.

Susanne Møller har som konservativ politiker intet i mod, at folk arbejder lidt ekstra.

- Som konservative kan vi jo godt lide flittige mennesker, og vi vil gerne have, at det kan betale sig at arbejde. Så grundlæggende har jeg ingen problemer med, at hvis man har en hverdagsvagt et sted, at man så tager en ekstra vagt i weekenden et andet sted. Man må gerne være flittig og tjene sine penge, det, synes vi, er rart nok. Men man skal meddele det til sin arbejdsgiver, for det nytter ikke at komme fra en nattevagt og være dødtræt. Så hvis det ikke går ud over det arbejde, du ellers har, må man godt tage et ekstra arbejde, hvis man vil tjene penge og et lidt bedre liv, siger Susanne Møller.

Nu vil hun Susanne Møller have en redegørelse, og hun er rimelig enig med Sundhedsborgmester Ninna Thomsens (SF) om, hvad man kan gøre for at undgå et lignende problem i fremtiden.

- Selvfølgelig må man tage ekstra arbejde, men jeg synes, man har pligt til at meddele sit hovedarbejde, at man har et andet job, for det nytter ikke, at man kommer dødtræt på arbejde. Men hvis man gør det, skal man meddele sin arbejdsleder det. Og så må man tage stilling til, om det er inden for eksisterende regler om det kan lade sig gøre, siger hun og fortsætter.

- For at undgå det kan man jo sagtens gøre det, at når man laver ansættelsesbreve, kan man skrive, at man har pligt til at oplyse, om man arbejder andre steder, og så må man tage stilling fra sag til sag om det er inden for eksisterende regler. Det kunne være en model, siger Susanne Møller.